Dansk Industri og Industriens Fond lancerer en ny SDG-portal for virksomheder

Dansk Industri og Industriens Fonds nye SDG-portal skal skabe indsigt i, hvad verdensmålene betyder for virksomheder/erhvervslivet og give værktøjer, viden og inspiration til at arbejde strategisk med verdensmål og bæredygtighed.

DI har lanceret en ny SDG-portal for erhvervslivet i Danmark. Den udspringer af projektet ”Fra Filantropi til Forretning”. Portalen henvender sig til topledere og mellemledere i private virksomheder, der ønsker indsigt, værktøjer og inspiration til at arbejde strategisk med bæredygtighed og FN’s Verdensmål.

Del:

Dansk Industri har lanceret en ny SDG-portal for erhvervslivet i Danmark. Den udspringer af DI-projektet ”Fra Filantropi til Forretning” og er støttet af Industriens Fond.

Formålet er at hjælpe topledere og mellemledere på private virksomheder med at forstå verdensmålene ud fra et forretningsmæssigt perspektiv.

Parterne ønsker at skabe indsigt i, hvad verdensmålene betyder for virksomheder/erhvervslivet og at give værktøjer, viden og inspiration til at arbejde strategisk med verdensmål og bæredygtighed.

Ambitionen er, at portalen frem mod 2030 bliver hele dansk erhvervslivs foretrukne indgang til det strategiske arbejde med verdensmål. Derfor vil portalen også løbende blive opdateret med gode og brugbare værktøjer og inspiration til virksomhedernes strategiske med bæredygtighed.

Projektets LinkedIn-netværk vil være den primære kommunikationskanal knyttet til den nye SDG-portal.

SDG-portalen kan tilgås via dette link: SDG-Verdensmål

Podcastserie – 8 opfindelser der kan redde verden

Udover lanceringen af portalen udgives også podcast-serien ”8 opfindelser der kan redde verden” med et nyt afsnit hver torsdag i otte uger.

Hvert afsnit kan findes på forsiden af portalen og på itunes. Disse podcasts har både til formål at inspirere andre virksomheder og rækker ikke mindst ud til den yngre generation med det formål at fortælle historier om, hvordan virksomheder arbejder med bæredygtighed.

I første afsnit af podcastserien præsenteres SolarSack, en virksomhed, der har udviklet en 4 liters plastpose, som kan fyldes med forurenet vand, f.eks. fra sø eller en brønd. Den placeres derefter i solen i 1 time, hvor den dræber de farlige mikroorganismer, og efterlader vandet sikkert at drikke.

SolarSack kan genbruges over 600 gange og kan på den måde give 2400 liter vand til en pris på ca. 10 kroner. Produktet er verdens absolut billigste vandrensnings løsning tiltænkt folk i udviklingslande.

Virksomheden blev stiftet i foråret 2018 af de to unge iværksættere Alexander Løcke og Johan Jensen, hvilket bl.a. er dokumenteret i program på TV2 Lorry.

SolarSack bliver i øjeblikket fremstillet i Danmark, men sigter efter en lokal småskala produktion, der sammen med uddannelse af lokale – som salgsagenter – ikke kun vil give rent vand og sundhed men også føre til lokal økonomisk vækst i en række udviklingslande.

Du kan høre podcasten her: 8 opfindelser der kan redde verden