Sandwichkonstruktioner er lagdelte kompositstrukturer, hvor stærke dæklag er adskilt af et let og fleksibelt kernemateriale. Sandwichkonstruktioner anvendes bl.a. til vindmøllevinger.

Sandwichkonstruktioner er en fællesbetegnelse for lagdelte kompositstrukturer, hvor to tynde, stive og stærke dæklag er adskilt af et forholdsvist tykt, let og fleksibelt kernemateriale. Dæklagene er ofte lavet af polymerbaserede kompositmaterialer, mens kernematerialet typisk kan være polyurethanskum eller balsatræ.

Dæklagene og kernematerialet er limet sammen for at sikre, at belastninger bliver jævnt overført mellem sandwichmaterialets forskellige komponenter.

Sandwichkonstruktioner kombinerer lav vægt med stor styrke

Sandwichkonstruktioner har en meget stor stivhed og meget stor styrke i forhold til vægten, og de har derfor fundet stadig større udbredelse inden for en række anvendelsesområder, hvor netop lav vægt kombineret med stor stivhed og styrke er afgørende designparametre.

Sandwichkonstruktioner bliver derfor blandt andet anvendt i fly- og rumfartskonstruktioner, i skibe og både, til tog- og bilkomponenter samt ikke mindst til vindmøllevinger.