Tredobbelt fødselsdag: Damvig sender Dannebrog til tops den 17. maj

Susanne Damvig (th.) besøgte d. 17. maj det lokale plejehjem i Taastrup. Her serverede Damvig A/S lagkager i anledning af 25-året for installationen af virksomhedens første 3D print maskine.

Dannebrog vil utvivlsomt veje over Kuldyssen 6, i Taastrup. Her ligger 3D-print virksomheden Damvig A/S. For virksomheden er den 17. maj 2020 en særlig dag: dobbelt fødselsdag og 25-års jubilæum for virksomhedens første 3D-print maskine.

Del:

Damvig A/S, der for få måneder siden solgtes til svenske Prototal AB, ledes til dagligt af søskendeparret Susanne og Jesper Damvig, som i sin tid sammen stiftede virksomheden.

Når den 17. maj 2020 er speciel, skyldes det dels at det er Jesper Damvigs fødselsdag. Dels er den 17. maj ligeledes storesøster Susanne Damvigs fødselsdag. Den 3. årsag til, at man kipper med flaget på fabrikken i Taastrup er, at den 17. maj 2020 samtidig markerer 25-året for installering af virksomhedens første 3D print maskine.

Grundet COVID-19 udskyder Susanne og Jesper Damvig højtideligholdelsen til efteråret.

– Vi vil dog gerne markere selve dagen, og derfor har vi valgt at købe lagkager. Men vi har besluttet at donere lagkagerne til lokale plejehjem i Taastrup Kommune, hvor vi håber at de vil være med til at sprede glæde og smil. Især mange plejehjemsbeboere har været isoleret i den seneste tid. Vi håber at det bidrager til at beboere og personalet får mulighed for at få en dejlig dag, siger administrerende direktør Susanne Damvig, Damvig A/S.

3D-print skaber nære forsyningskæder

Siden coronavirussen brød ud har flere brancher oplevet vanskeligheder ved at producere.

Udsigt til manglende komponenter fra forskellige dele af verden har nemlig risikeret at sætte hele eller dele af produktionen i stå i mange brancher.

Men med 3D-print skal man ikke vente på at få dele leveret fra den anden side af kloden. Istedet kan komponenter hurtigt fremstilles i nærområdet. Det skaber nye og tættere forsyningskæder, som sparer tid og minimerer risici.

Det er med til at øge interessen for 3D-print i en tid, hvor covid-19-19 sætter forsyningssikkerhed under pres.

Sparring og know how

Redesign og nylancering af produkter kan være en vanskelig opgave.

Hos Damvig A/S er man vant til at sparre med mange virksomheder. Damvigs know how gør at udviklingsafdelinger ofte kontakter Taastrup-virksomheden, når nye former og funktioner skal i spil og når nye, komplekse materialekombinationer skal testes hurtigt og effektivt.

Damvig A/S har kunder inden for stort set alle brancher. Virksomheden er i samtlige tilfælde i tæt dialog om at udvikle og producere 3D printede løsninger for både globale og lokale virksomheder.

Blandt nogle af de mere spektakulære opgaver, som Damvig har stået for senest er 3D-printede dele til respiratorer til brug i forbindelse med COVID-19.