Færre plastikposer på paradisstrand

Plast i medierne
Del:

På tropeøen Bali har organisationen Bye Bye Plastic Bags gennemført sin årlige opsamling af skrald på øens smukke tropestrande. I alt deltog 12.500 frivillige, der samlede 20 tons skrald op på 115 forskellige steder på øen. Navnet Bye Bye Plastic Bag skyldes, at organisationen oprindeligt havde fokus på at få engangsplastikposer forbudt. Det lykkedes i juli sidste år at få gennemført et forbud mod ikke bare plastikposer, men også andre engangsprodukter af plastik, såsom sugerør og skumplast. Noget tyder på, at forbuddet mod plastikposer allerede er begyndt at have en effekt. Organisationen optæller nemlig hvert år, hvor meget plastikskrald af forskellige typer, der bliver samlet op på strandene.