DBI Plastics leverer resultatfremgang på 87%

Den vestsjællandske plastvirksomhed DBI Plastics Group har netop præsenteret årsregnskab for 2014, og årets resultat viser en samlet vækst på 87%. Adm. direktør Hans Hellstrøm Henningsen fortæller, at 2014 også var et år med investeringer i både mennesker og teknologi.

Del:

2014 har været et år i investeringens tegn hos DBI Plastics Group, der har hovedsæde på Vestsjælland i Stenlille.

Virksomheden har valgt at opruste på flere fronter med fokus på både mennesker og teknologi. Antallet af medarbejdere steg i 2014 med 6%, og DBI Plastics Group har prioriteret at tiltrække og efteruddanne lærlinge, faguddannede medarbejdere og ingeniører. Samtidig er der også blevet investeret for 24 millioner kr. i blandt andet produktionsanlæg.

LÆS OGSÅ: Utraditionelt samarbejde skal sikre fremtidens medarbejdere

Selvom omsætningen er steget moderat med 7%, så er EBITDA steget med 47% til 22,8 millioner kr. og resultatet før skat er steget med 87% til 14,2 millioner kroner.

Virksomhedens adm. direktør Hans Hellstrøm Henningsen har et klart bud på, hvorfor DBI Plastics Group udvikler sig positivt:

– På den globale markedsplads betragtes DBI som en mindre industrivirksomhed, men vi vinder mange sejre derude, blandt andet fordi vi i kraft af vores høje faglige niveau kan udnytte de teknologiske og kreative muligheder optimalt.

Hans Hellstrøm Henningsen uddyber:

– Vi er målrettet gået efter nicheproduktion og er trods vores størrelse blevet en stor global spiller. Vores kultur og lederstil i Danmark, hvor medarbejderne på alle niveauer kan – og tør – stille spørgsmål, gør det muligt at udfordre teknologiens potentiale. Medarbejdere i Danmark bliver belønnet for engagement og for at tage ansvar. Dette gælder også hos DBI. Vi har et stærkt arbejdsfællesskab, hvor vi dyrker både mod og nysgerrighed. Det kommer der intelligente løsninger ud af.

LÆS OGSÅ: Overskudsvarme og PSO var på agendaen under ministerbesøg

Stærk tro på fremtiden

Virksomhedens varemærke er at levere beskyttelseskomponenter til nogle af verdens største bilproducenter, og Hans Hellstrøm Henningsen forventer, at der fremadrettet vil være efterspørgsel efter DBI’s kompetencer:

– Virksomheden består af nogle fagligt stærke medarbejdere, der tør stille spørgsmål og nysgerrigt kaster sig ud i nye udfordringer. Det er en stærk kombination, og den udgør vores fundament. Vi er ved at erobre verden fra Stenlille.

I USA ligger virksomhedens hovedsæde i Michigan, hvor aktiviteterne nu også omfatter Mexico. I Asien er aktiviteterne styret fra Shanghai, og på det europæiske marked har DBI distributionscentre i både Tyskland, Frankrig og Polen.

2014 – året i tal

DBI Plastics Group: 2013 2014 Vækst
DKK 1,000
Omsætning

128.484

138.206

7,6%

EBITDA

15.503

22.830

47,3%

EBIT

8.201

14.117

72,1%

Resultat (før skat)

7.602

14.193

86,7%

Årets resultat

5.484

10.851

97,9%

Egenkapital

59.861

69.588

16,3%

Fakta om DBI Plastics Group:

DBI Plastics Group udvikler strategiske løsninger til produktbeskyttelse af industrierne Automotive, Machine og Engineering. I starten af 1990´erne fik DBI den første kvalitets- og miljøcertificering og er i dag certificeret efter ISO 9001:2008, ISO/TS 16949:2009 og ISO 14001:2004 standarder. Alle komponenter fremstilles af plast, som kan genanvendes. På fabrikkerne i Danmark har bl.a solpaneler og grundvandskøling reduceret energiforbruget væsentligt og sparer årligt lokalmiljøet for omkring 400 tons CO2. DBI har selskaber i Europa, USA og Kina og beskæftiger i dag 165 medarbejdere, heraf 95 i Danmark. Produktionen foregår i Stenlille, Stenmagle og Swidnica i Polen.