I efteråret argumenterede Plastindustrien for nødvendigheden af at afsætte midler til bedre udstyr på erhvervsskolerne. I dag har regeringen så lanceret et forslag om at bruge 150 millioner kroner på indkøb af nye maskiner for at sikre mere tidssvarende og moderne uddannelser.
Maskinparkerne på landets erhvervsuddannelser trænger til et løft, og det vil undervisningsminister Christine Antorini (S) nu gøre noget ved. Ifølge et nyt forslag fra regeringen bliver der afsat 150 millioner kroner til indkøb af bedre udstyr til landets erhvervsskoler.
Forslaget bliver særdeles godt modtaget af Plastindustriens direktør Thomas Drustrup, der allerede i efteråret slog på tromme for investeringer i maskinparken:
– Når maskinerne ikke er up to date, betyder det, at mange lærlinge får for lidt ud af undervisningen på trods af, at de engagerede undervisere gør, hvad de kan med det nuværende udstyr. Baseret på tilbagemeldingerne fra vores medlemsvirksomheder, så er der et helt klart behov for at investere i nyt udstyr på erhvervsuddannelser inden for de produktionsrelaterede uddannelser. Derfor er det meget positivt, at Christine Antorini nu afsætter et millionbeløb til at forbedre situationen.
Thomas Drustrup uddyber:
– I Plastindustrien har vi med stor succes arbejdet med at øge optaget på plastmageruddannelsen, der i år er det højeste nogensinde. Det er afgørende for branchen, at vi er i stand til at give disse unge en uddannelse med en så høj kvalitet som muligt, og her spiller tidssvarende maskiner og udstyr en væsentlig rolle. Derfor vil vi også følge det videre forløb tæt, så vi sikrer, at industriens uddannelser – og dermed plastbranchens kommende medarbejdere – får reel gavn af forslaget.
LÆS MERE: Bedre maskiner giver flere og dygtigere lærlinge
Pengene bliver fordelt allerede i år
Forslaget indebærer en ekstraordinær økonomisk ramme i 2015 på 150 millioner kroner. Kriterierne for tildeling af midlerne er endnu ikke fastlagt, hvilket skal ske i samarbejde med Danske Erhvervsskoler.
– Forslaget giver erhvervsskolerne endnu bedre muligheder for at anvende det mest avancerede udstyr i undervisningen. Det er vigtigt, at de unge har den nyeste viden med om moderne teknologi, maskiner mv, som de har lært at anvende på erhvervsuddannelsen til gavn for de virksomheder, de efterfølgende har en læreplads i. Det vil også gøre det endnu mere attraktivt for virksomhederne at oprette flere praktikpladser, da vi får brug for langt flere dygtigt faglærte unge i fremtidens produktions-Danmark, fortæller undervisningsminister Christine Antorini.
Forslaget er en del af regeringens vækstudspil og skal være med til at styrke kvaliteten af erhvervsuddannelserne, så flere får lyst til at tage en erhvervsuddannelse.