I marts afholdt den amerikanske brancheforening for plastindustri SPI deres triennale plastmesse – NPE. 'The Plastic Showcase' slog med over 60.000 deltagere, knap 10.000 tons udstyr og et udstillingsareal på mere end 100.000 m2 alle tidligere NPE rekorder. Plastindustriens Rasmus Gruusgaard deltog også.
NPE messen har lange traditioner. Messen blev afholdt for første gang i 1940 i Chicago og er siden afholdt hver tredje år samme sted indtil 2012, hvor uoverensstemmelser med den amerikanske fagbevægelse fik SPI til at flytte arrangementet til Orlando. Arrangementets omfang understreges godt af de 44 deltagende hoteller, som blev betjent af 12 shuttle-busruter i konstant pendulfart.
Til åbningsbegivenheden deltog Orlandos borgmester Teresa Jacobs samt Wisconsins senator Ron Johnson på scenen, og der er ingen tvivl om at alle er enige om en 'pro manufacturing' dagsorden og er stolte af deres fremstillingsindustri. Borgmesteren ikke mindst fordi NPE forventes at skabe omsætning i Orlando for omkring 160 mio. $
Til forrige event, NPE2012, var store dele af udstillingsareal aflukket på grund af for få deltagende virksomheder. Til dette års NPE kunne der til gengæld ikke klemmes flere udstillere ind. I hal vest, som domineres af maskinleverandørerne, var luften tæt af smeltet plastik fra de mange sprøjtestøbemaskiner, ekstruderingslinjer, blæsestøbere og alle andre former for plastforarbejdende teknologi.
I hal syd udstillede råvareleverandørerne, sammen med værktøjsvirksomheder, asiastiske leverandører og en lang række 3d print virksomheder.
Udstillingsaktiviteterne er ledsaget af flere forskellige konferencer, blandt andet SPEs årlige ANTEC arrangement og SPIs Business of Plastic.
3D print får større og større opmærksomhed
Den additive fremstillingsteknologi har længe været genstand for plastindustriens opmærksomhed idet virksomhederne er nysgerrige efter at kende omfanget af teknologiens potentiale og vide i hvilket i hvor høj grad den er en trussel og hvilke forretningsmuligheder den kan rumme.
Området fik en masse opmærksomhed på NPE2015, både i form af udstillere, væsentlig plads på konferencerne, produktlanceringer og mediedækning.
Blandt lanceringerne var Arburg-maskinen 'Freeformer'. Opmærksomme læsere har hørt om Freeformer tidligere, men nu er den altså rigtig lanceret og til salg – indtil videre i hvert fald i USA.
Freeformer fungerer ved at ekstrudere små dråber af termoplastisk materiale lagvist. Indtil for nyligt ville man kalde denne teknologi for FDM eller FFF, men Arburg har valgt at kalde teknologien AKF. Maskinens vigtigste egenskab er at den anvender standard råvare pellets, som den ekstruderer direkte. Dette betyder at man kan producere mindre serier eller prototyper i det rigtige materiale. Det har – i et begrænset omfang – også kunnet lade sige gøre med FDM teknologierne, men her koster filament-tråden typisk 15 gange mere end den rene råvare.
'Freeformer' fra Arburg var et populært indslag på messen.
Flere af råvarelevenrandørerne er naturligvis også engageret i at udvikle området. PolyOne var – sammen med Arburg – hovedsponsor på NPE's nye 3d section NPE3D™. og SABIC var vært ved flere arrangementer om så forskellige emner som deres engagement i Local Motors projekt om en 3D printet bil og 3D printede sprøjtestøbeforme.
En væsentlig og moden teknologi er brug af 3d print i metal til fremstilling af optimerede kølekanaler, såkaldt conformal cooling. Værktøjsfirmaet Linear Mold præsenterede nogle spændende reduktioner på 50-60% i cyklustid tid efter optimering af kølekanaler. I processen, som er meget udbredt indenfor automotive, sintres metalpulver (P20 kvalitet) sammen til et råemne, der indeholder kølekanalerne. Efterfølgende bearbejdes overfladerne og emnet indgår som del af formværktøjet. Firmaet råder over ni metalprintere, som efter sigende er fuldt belagte.
Genanvendelse på agendaen
Genbrug og genanvendelse havde sit helt eget afsnit på messen, 'Zero Waste Zone'. Udover at være et område, der nyder stor opmærksomhed fra aktører udenfor industrien, er det også et væsentligt forretningsområde i kraftig vækst.
Emnet var både repræsenteret teknisk, hvor man kunne se al nødvendig teknologi til genanvendelsesarbejdet men også kulturelt. Til åbningsbegivenheden var indlagt et modeshow hvor modellerne var klædt i tøj fremstillet af genanvendt eller genbrugt plast.
Men arrangøren gik videre end det. På TV-skærme i shuttle-busserne og de medvirkende hoteller og i pauserne mellem konferenceaktiviteter blev genanvendelsesdagsordenen understreget gennem forskellige videoer, blandt andet fra den amerikanske kampagne www.iwanttoberecycled.org.
På messen var genanvendelse også en reel nødvendighed eftersom de mange udstillere producerede store mængder emner i løbet af messen. Eksempelvis forsøgte Sumitomo-Demag at slå rekorden for fremstilling af skruekapsler til flasker. Med deres 96 kavitets hot-runner værktøj og en cyklustid under 2 sek. får man flere end 160.000 kapsler at forære væk i timen.
Så mange give-aways er svært at dele ud, hvorfor messen samarbejdede med en lokal genbrugsvirksomhed, der konstant bortskaffede plast emnerne. Kapslerne fejlede dog ikke noget idet alle blev vision inspiceret og godkendt af et system fra IMDvista.
Danskere på messen
Både danske udstillere og gæster lagde vejen forbi NPE. Blandt udstillere var IceTech, der har hovedkontor i Bramming. På deres stand havde de ’skamferet’ et amerikansk nationalklenodie – en Harley Davidson motorcykel – med noget, der tilsyneladende var PU skum. De viste derefter, at deres tør-is-blæsning var en fortrinlig rensemetode til motorcykler med PU skum, men altså også til afrensning af eksempelvis formværktøjer mv.
Sønderborg Værktøjsfabrik var til stede på messen som en del af Flextronics stand. Flextronic har i løbet af de sidste 18 måneder opkøbt fire værkstøjsproducenter og tre sprøjtestøbevirksomheder. Opkøbene bidrager med mere end 1500 sprøjtestøbemaskiner og kommer til at udgøre Precision Plastics enheden i Flextronics.
Den jydske Haandværkerskole havde også lagt vejen forbi NPE for at blive opdateret på de nyeste trends og for at mødes med et college i Charlotte, North Carolina som skolen samarbejder med.
For mere info, besøg messens hjemmeside her: www.npe2015.org, eller læs mere i de tre temanumre, som Plasticnews udgav om arrangementet: http://www.plasticsnews.com/npe2015
Annonce…###REKLAME###