Medio marts overtog SP Moulding A/S – et datterselskab under SP Group A/S – anparterne i Sander Tech ApS. Frank Gad, adm. direktør i SP Group, ser frem til at fortsætte og udvikle det gode samarbejde med kunderne i Sander Tech ApS.
Den 13. marts overtog SP Moulding A/S anparterne i Sander Tech ApS. Virksomheden har rødder tilbage til 1934, hvor August Sander stiftede A. Sander’s Bakelite- og Plastikfabrik – senere Sander Plast A/S – nu Sander Tech ApS – og er dermed en af Danmarks ældste plastvirksomheder.
Sander Tech ApS er en højt specialiseret og fokuseret sprøjtestøbevirksomhed med fokus på vindenergi. Sander Tech er beliggende i Nibe.
SP Moulding A/S er en af Danmarks førende sprøjtestøbevirksomheder med global afsætning fra sine fabrikker i Danmark, Polen og Kina. SP Moulding råder over mere end 300 sprøjtestøbemaskiner fra 25 tons til 1300 tons i lukkekraft, herunder en række 2-komponent og 3-komponent sprøjtestøbemaskiner med tilhørende robotter.
Jens Birklund Andersen bliver ny direktør
Sander Tech vil blive videreført som et datterselskab af SP Moulding. Jens Birklund Andersen tiltræder som direktør for Sander Tech og forbliver direktør for SP Moulding i Stoholm. Kunderne vil fremover blive betjent af SP Mouldings kundeservice i Stoholm, hvor den tekniske support også er placeret.
– Vi ser frem til samarbejdet med Sander Techs kunder, som vi vil gøre vort yderste for at betjene med et fortsat højt serviceniveau. Ligesom vi ser frem til samarbejdet med vore nye kolleger, siger Jens Birklund Andersen
Sælger vil i fremtiden fokusere på udvikling og salg af nye produkter gennem firmaet Power Curve. Produkterne skal produceres hos Sander Tech og SP Moulding, oplyser Martin Vendelbjerg Henriksen og Per Traunholm på vegne af sælger.
Positivt samarbejde med kunderne fortsætter
– Vi ser frem til at fortsætte og udvikle det gode samarbejde med Sander Techs kunder i en god og positiv ånd, fortæller Frank Gad, der er adm. direktør i SP Group A/S.
SP Moulding er en del af SP Group A/S, der primært producerer formstøbte emner i plast, samt udfører overfladebelægning. SP Group er en førende leverandør af plastforarbejdede emner til industrien i Danmark og har desuden en væsentlig eksport samt produktion fra egne fabrikker i udlandet.
Overtagelsen af Sander Tech forventes at bidrage positivt til SP Groups omsætning og indtjening i 2015 og fremover.
Annonce…###REKLAME###