Ny video sætter fokus på medarbejderne i kompositvirksomhed

Ikke-kategoriseret

Et samarbejde mellem medievidenskabsstuderende på Syddansk Universitet og Fiberline Composites A/S har ført til produktionen af en video med virksomhedens medarbejdere i fokus. Det har givet blod på tanden i forhold til fremtidig ’employer branding’.

Del:

Louise-Amalie Klausen er studentermedhjælper hos Fibeline Composites A/S i Middelfart, hvor hun bl.a. arbejder med kompositvirksomhedens kommunikation på de sociale medier.

Derudover læser hun også en kandidat i medievidenskab-og engelsk på Syddansk Universitet og de to roller formåede hun at kombinere, da Louise-Amalie Klausen i sidste semester fik stillet til opgave at producere en kampagnevideo på vegne af en virksomhed.

– Det var helt oplagt, at jeg valgte Fiberline Composites A/S som casevirksomhed for projektforløbet. I forvejen arbejder jeg meget med at fortælle om virksomhedens medarbejdere på de sociale medier, så da muligheden for at producere en video via studiet bød sig, slog jeg straks til, fortæller Louise-Amalie Klausen.

Videoen hører under kategorien employer branding, hvilket er et udtryk for kommunikation, der skal markedsføre virksomheden både internt og eksternt som en attraktiv arbejdsplads.

– Udfordringen med employer branding i Fiberlines tilfælde er, at vi er en stor arbejdsplads med mange medarbejdergrupper. Derfor har vi med videoen også valgt at interviewe tre vidt forskellige personer om deres arbejdsliv for på den måde at signalere, at vi er en alsidig virksomhed med brug for både produktionsmedarbejdere og ingeniører, siger Louise-Amalie Klausen, der har brugt de seneste måneder på produktionen af videoen.

LÆS OGSÅ: Fiberline Composites har succes med LinkedIn

Det har givet mere blod på tanden

Videoen bliver i øjeblikket delt via Facebook, Youtube, LinkedIn og virksomhedens hjemmeside, og videoprojektet har givet Fiberline Composites mere blod på tanden i forhold til employer branding. 

– Jeg mener, at det er vigtigt for virksomhedens profil, at vi udadtil er i stand til at sætte ansigt på virksomhedens medarbejdere. Derfor kommer vi helt sikkert til at lave lignende initiativer i fremtiden. Levende billeder er et fantastisk godt middel til markedsføring, så videoproduktion kommer uden tvivl til at fylde mere i vores kommunikation, afrunder Louise-Amalie Klausen.

LÆS OGSÅ: Kompositter udfordrer traditionelle byggematerialer

Annonce…###REKLAME###