Zebicon viste nyhed frem på VTM-messen

Over 6.000 mennesker besøgte VTM-messen i Odense, og hos udstilleren Zebicon var der også rig aktivitet på standen.

VTM-messen i Odense har i år oplevet en markant besøgsfremgang, og det har Zebicon nydt godt af som udstiller. Virksomheden har bl.a. fremvist den nye ATOS Capsule 3D scanner, der er særligt designet til at indgå i et produktionsmiljø.

Del:

Over 6000 mennesker lagde i uge 9 vejen forbi VTM-messen i Odense, og det er en flot besøgsfremgang på hele 16% siden sidst.

Blandt udstillerne var der naturligvis tilfredshed med det stigende deltagerantal, og Zebicon var en af virksomheder som fik meget opmærksomhed fra de mange besøgende.

På messen havde Zebicon valgt at medbringe den nye ATOS Capsule 3D scanner, der er designet til at imødekomme de udfordringer, der kan opstå i et produktionsmiljø.

Det unikke ved ATOS Capsule er, at linser og elektronik er beskyttet imod støv og vandsprøjt af et glaspanel. Derudover har ATOS Capsule et kompakt design, en lav vægt og en kort arbejdsafstand, hvilket gør scanneren simpel at arbejde med. Det resulterer dermed i en robust løsning, som nævnt er ideel til industrien.

Zebicon oplyser, at ATOS Capsule kan konfigureres i et fuldautomatisk setup. Det kompakte design gør, at scanneren passer ind i alle fuldautomatiske ScanBox-løsninger fra GOM, inkl. den mest solgte variant på det danske marked, ATOS ScanBox 4105.

Ud over de mange besøgende fagfolk på VTM-messen har flere hundrede skoleelever også deltaget i forskellige industrirelaterede aktiviteter i Odense Congress Center.