Eksporten står i stampe – udviklingen skal vendes

Ikke-kategoriseret

– Plastindustriens medlemmer er stærkt afhængige af, at de har succes med eksport, men desværre går tallene ikke helt den rigtige vej. Derfor har vi valgt at sætte fokus på succes med eksport til Netværksdagen, skriver Plastindustriens direktør Thomas Drustrup i denne leder fra Plast Panorama.

Del:

Nedenstående er en leder i magasinet Plast Panorama af Thomas Drustrup, direktør i Plastindustrien.

Det er et faktum, at størstedelen af vores medlemmer er stærkt afhængige af eksport til udlandet. Derfor bliver eksporttallene fra Danmarks Statistik også studeret nøje på Plastindustriens sekretariat, når de opdaterede tal bliver offentliggjort hver måned.

I øjeblikket er statistikken desværre ikke opløftende læsning. Tallene indikerer, at danske plastvirksomheder generelt set har en voksende eksportudfordring. Efter en kort opblomstring i 2010 er eksportomsætningen stagneret. I dag har danske plastvirksomheder en eksport, der svarer til niveauet i 2002. En form for trøst er dog, at plastbranchen har lidt bedre fat i hjemmemarkedet, som har haft en generel stigning siden 2011.  

Vi er naturligvis stærkt afhængige af, at økonomien på de store eksportmarkeder som fx Tyskland, Sverige og resten af EU igen kommer på ret køl.

Læs mere under annoncen…###REKLAME###

Vi må ikke sidde med hænderne i skødet 

Eksterne faktorer må imidlertid ikke være en undskyldning for at afvente fremtiden, da der hele tiden er mulighed for at skærpe branchens eksportfokus.

Derfor har vi valgt at afholde Plastindustriens Netværksdag den 13. november udelukkende i eksportens tegn.

Indledningsvis giver Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, sit bud på den økonomiske udvikling inden for industrien i både Danmark og på de store eksportmarkeder. Med andre ord – hvilken eksportvirkelighed kan vores medlemmer se frem til at skulle agere i?

Dernæst vil professor Philipp Schröder fra Aarhus Universitet præsentere sin nyeste forskning, hvor han har analyseret, hvilke faktorer der er udslagsgivende for, at en virksomhed får med succes med eksport.

Det forskningsmæssige indspark bliver fulgt op af to virksomhedsrepræsentanter, der begge har mange års erfaring med og kendskab til eksportområdet.  I denne del af programmet fokuserer vi på at dele konkrete idéer og arbejdsmetoder med hinanden, og deltagerne er mere end velkomne til selv at byde ind.

Det er mit håb, at vi gennem ny viden og gensidig inspiration i branchen kan medvirke til at få knækket den faldende eksportkurve.