Gratis seminar: Sådan vælger du det bedste plastmateriale

IDA Materialeteknologi inviterer den 23. september til et gratis heldagsseminar med fokus på fremgangsmåder, metoder og værktøjer, der kan hjælpe dig til at finde og vælge det optimale plastmateriale. Arrangementet foregår på SDU Odense.

Del:

Den 23. september inviterer IDA Materialeteknologi til et gratis heldagsseminar med titlen ‘Valg af plast – Sådan vælger du det bedste plastmateriale’.

Med dusinvis af forskellige plasttyper og derunder titusindvis af specifikke plastmaterialer kan det være en udfordring at foretage det optimale materialevalg. IDA Materialeteknologi (tidl Dansk Selskab for Materialeteknologi) har samlet eksperter fra ind og udland, der vil dele ud af deres

erfaringer, metoder og værktøjer til hvordan man bedst specificerer plastmaterialer.

Du kan blandt andet høre hvilke metoder og værktøjer Coloplast og Bang&Olufsen benytter. Desuden fortæller forskellige plastproducenter, hvad man skal være opmærksom på, når man specificerer plast, samt hvordan de ud fra kundernes ønsker finder frem til det rette plastmateriale.

Der vil også blive demonstreret forskellige softwareprogrammer, der kan hjælpe dig til et mere velinformeret materialevalg. Hør blandt andet præsentationer fra UL’s Prospector Database (FR/US), Teknologisk Institut, ELASTO (SE), Granta Design (UK), BASF (GE), A. Schulman / Perrite (UK).

Læs mere under annoncen…###REKLAME###

Praktiske detaljer og tilmelding:

Arrangementet afholdes i tidsrummet 9.30-16.00 den 23. september på Syddansk Universitet, Niels Bohrs Allé 1, 5230 Odense M.

Deltagelse er gratis, men der er et gebyr for ingeniøruddannede, der ikke er medlemmer af IDA (jvf IDA’s regler).