EU: Vi skal genanvende 60 pct. af plastemballagen i 2025

Ikke-kategoriseret

Med et nyt forslag sætter EU-Kommissionen ambitiøse mål for genanvendelsen af plast i Europa. En af målsætningerne er, at 60 pct. af al plastemballage skal bruges igen i 2025 – i Danmark er det tal lige nu kun godt 27 pct. Plastindustrien bakker op om intentionen, men peger på at det kræver massiv politisk vilje og fokus på virksomhedernes behov, hvis ambitionerne skal indfris.

Del:
 

Fakta 

De plastrelaterede initiativer i EU-Kommissionens forslag er som følger:

 

Affaldsrammedirektivet
  • Genanvende 70 pct. af husholdningsaffaldet inden 2030
 
Deponeringsdirektivet
  • Deponeringsforbud mod genanvendeligt affald fra og med 2025, inkl. plast
  • Deponeringsforbud for let-vægtsplastbæreposer i 2025
  • Den europæiske plastbranche har længe kæmpet for et totalt forbud mod plast på lossepladser i 2020.
 
Emballageaffaldsdirektivet
  • Minimum 60 pct. genan-vendelse af emballageaf-fald i 2020, 70 pct. i 2025 og 80 pct. i 2030
  • Minimum 45 pct. genanvendelse af plastemballageaffald i 2020 og 60 pct. i 2025
 
Affald på stranden / i havet
  • Affald i havet skal reduce-res med 30 pct. i 2020 for de 10 mest forekommende affaldstyper samt for fiske-riudstyr fundet i havet
 

 

   

EU-Kommissionen vedtog 2. juli et forslag med flere konkrete mål for genanvendelsen af plast og andre materialer. Målet er at sætte skub i omstillingen til en cirkulær økonomi, skabe nye jobs og bæredygtig vækst.

Og på de fleste områder er det en mere end almindeligt ambitiøs plan, EU-Kommissionen her lægger frem. De foreslåede mål er således langt mere vidtrækkende end målene i den ressourceplan, som den danske regering præsenterede i efteråret.

Kommissionen mener bl.a., at EU samlet set skal genanvende 70 pct. af alt husholdningsaffald i 2030. Specifikt for plastemballage øges målsætningen fra 22,5 pct. i dag til 60 pct. i 2025. Til sammenligning genanvender vi i dag i Danmark godt 27 pct. af plastemballagen. Det europæiske gennemsnit er 33,6 pct. Målsætningen i regeringens ressourcestrategi er, at 50 pct. af al hus holdningsaffald  i 2022 uden specifikke målsætninger for enkelte materialetyper.

LÆS OGSÅ: Plastindustrien: Ny ressourcestrategi er et skridt i den helt rigtige retning

Derudover byder Kommissionens forslag på genanvendelsesmål på 80 pct. af emballageaffaldet i 2030, ligesom det skal også være slut med at smide genanvendeligt affald på lossepladsen fra og med 2025. Der er også mål om at reducere mængden af affald i havet med 30 pct.

Plastindustrien: Retningen er rigtig

Plastindustrien ser positivt på intentionerne i forslaget. Danmark genanvender lige nu samlet 27 pct. af plastemballage fra industri og husholdninger. For husholdningsaffaldet alene er det tal kun 10,5 pct., hvilket er europæisk bundrekord. Det betyder, at der her ligger et stort uudnyttet dansk potentiale. Miljøchef Helle Fabiansen siger:

– I Plastindustrien er vi overordnet rigtig glade for det markante kursskifte i håndteringen af plastaffald, som det nye forslag fra Kommissionen er en del af. Vi er også meget positive overfor det specifikke og meget ambitiøse mål om at begrænse mængden af affald i havet.

Hun siger videre:

– Plast er et værdifuldt materiale, der med fordel kan bruges rigtig mange gange, og gør vi det rigtigt, kan øget genanvendelse blive en stor gevinst for både miljø og for virksomheder.  Særligt for husholdningsaffaldet er der store muligheder for at forbedre os i Danmark, og det skal vi nu i gang med.

LÆS OGSÅ: Derfor skal din virksomhed interessere sig for genanvendt plast

Helle Fabiansen slår dog samtidig fast, at det ikke bliver let:

– Det bliver en helt enorm stor udfordring at nå genanvendelsesmålene i Danmark, hvis de bliver vedtaget. Vores nuværende genanvendelsesprocenter ligger langt fra EU’s ambitionsniveau. Vi skal flytte os meget på rigtig kort tid, og det kræver virkelig politisk vilje, hvis det skal ske.

Fokus på virksomhedernes behov

Regeringens ressourceplan fra efteråret gav som udgangspunkt kommunerne metodefrihed til at indfri målsætningerne for genanvendelse. Det har Plastindustrien længe fremhævet som et problem, for det kan gøre det svært at sikre rigelige mængder materiale i den rette kvalitet til den rigtige pris. Det problem bliver kun endnu mere tydeligt med det nye forslag:

– Med det nye forslag fra Kommissionen vil kommunerne ikke længere kunne dække sig ind med indsamlingsprocenter. De skal ifølge forslaget dokumentere reel genanvendelse. I den sammenhæng er ensartede mængder og høj kvalitet helt centrale punkter, for det er plastvirksomheder, som skal bruge den indsamlede plast, afhængige af. Det kan blive svært, hvis vi ender med 98 forskellige kommunale måder at sortere og oparbejde plasten fra husholdningerne på.

LÆS OGSÅ: Se billeder og præsentationer fra vores store workshop om genanvendt plast

Opgør med kommunernes affaldsmonopol

Regeringen valgte fornylig at afblæse en planlagt liberalisering af affaldssektoren og de danske forbrændingsanlæg. Det betyder, at kommunerne stadig står for håndteringen af borgernes affald til genanvendelse. Det skal kommunerne gøre samtidig med, de har en økonomisk interesse i forbrændingsanlæggene, som de også driver.

Den dobbeltrolle er en konkret stopklods for at nå de nye EU-mål, mener Plastindustrien:

– Kommunernes monopol på affaldsområdet gør overgangen til en cirkulær økonomi svær og dyr. Skal vi betragte affald som en ressource, kræver det, at vi skaber et konkurrencedygtigt marked for affaldshåndteringen. Det ser vi i alle de lande, der har haft succes med at hæve genanvendelsesprocenterne, siger Helle Fabiansen.

Lovforslagene vil nu blive forelagt Rådet og Europa-Parlamentet. Miljøstyrelsen har netop sendt EU-Kommissionens forslag om cirkulær økonomi og direktiv om revision af målsætninger mv. i diverse affaldsdirektiver samt bagvedliggende rapporter i høring indtil den 3. september 2014. Plastindustrien forventer at afgive høringsvar.