På K-Messen 2016 i Düsseldorf præsenterede Kongskilde for første gang deres Component Vacuum Loader (CVL)-løsning, der åbner en række nye muligheder. Løsningen tiltrak sig stor opmærksomhed fra de mange sprøjtestøbere på K-Messen.
Det helt store trækplaster hos Kongskilde på K-messen 2016 var en ny Component Vacuum Loader (CVL)-løsning, der ifølge virksomheden åbner nye muligheder for automatisering inden for plaststøbning og transport af plastkomponenter til fylde- og pakkelinjer.
CVL er et luftbaseret system, der effektiviserer den interne transport af plastemner til lager eller pakkeprocesser. Håndteringen sker uden berøring af menneskehånd og uden store investeringer i interne transportsystemer. CVL-systemet flytter kapsler, låg eller plastemner. Det sker pneumatisk og direkte til fyldelinjen med drikkevarer, fødevarer etc. eller til pakkelinjer i renrum.
CVL-systemet er ideelt til plaststøbning fordi, det flytter komponenter i “batches” fra plaststøbemaskinerne til den ønskede lokation i virksomheden, for eksempel til pakkebordet eller lageret. Systemet afleverer skånsomt delene i kasser, på et pakkebord, i en silo eller direkte på en pakkelinje.
God aktivitet på standen
Salgsdirektør i Kongskilde Peter Grathwohl er meget tilfreds med, at der var stor aktivitet på virksomhedens stand:
– Sprøjtestøberne viste stor interesse for vores nye CVL-system, fordi det er en meget fleksibel løsning, hvor én blæserenhed kan drive flere CVL -enheder, og dermed nemt skaleres til antallet af plaststøbemaskiner.
Peter Grathwohl fortsætter:
– De besøgende synes, at systemet er fleksibelt, nemt at sætte op og ikke optager en masse plads, og flere har kommenteret, at muligheden for at bruge gennemsigtige rør gør den visuelle inspektion nemmere og dermed sikrer en effektiv rengøring.
Download datablad for CVL 700 via dette link.
Kongskilde udvikler kombinerede løsninger til industrielle og landbrugsmæssige opgaver.