Udskældt anprisningsordning om kemi i forbrugerprodukter bliver ikke til noget

Ikke-kategoriseret

Der bliver alligevel ingen en myndighedsdrevet anprisningsordning om kemi i forbrugerprodukter. Det har regeringen og Enhedslisten besluttet efter længere tids dialog med forbrugerorganisationer, virksomheder og brancheforeninger. Plastindustrien er tilfreds, for ordningen kunne have skabt stor forvirring.

Del:

Som en del af regeringen og Enhedslistens børnekemipakke, der blev vedtaget i 2013, lå et forslag om en såkaldt anprisningsordning om ”problematisk kemi” i forbrugerprodukter. Tanken med ordningen var, at produkter kunne gives et officielt og myndighedsdrevet mærke som fx ”fri for ftalater” eller ”fri for Bisphenol A.”

Forslaget har fra starten været udskældt fra flere sider. Stort set alle relevante interessenter – blandt andet Plastindustrien og forbrugerorganisationerne – har meldt ud, at ordningen vil forvirre forbrugerne. Derfor har regeringen og Enhedslisten besluttet ikke at gå videre med ordningen.

Plastindustrien: Anprisningsordning havde skabt unødig forvirring

Det glæder Plastindustrien, at anprisningsordningen nu er taget af bordet. Miljøchef Helle Fabiansen siger:

Læs mere under annoncen…###REKLAME###

– Forbrugerinformation er godt, men den ordning, der var foreslået, ville have gjort langt mere skade end gavn. Vi har allerede en stram kemiregulering, der har til formål at sikre, at vi som forbrugere trygt kan bruge vores plastprodukter. Anprisningsordningen havde betydet, at mange forbrugere ville tænke, at deres plastprodukter var farlige og fyldte med bisphenol a og ftalater, hvis produkterne ikke havde det officielle mærke. Derfor er vi rigtig glade for, at den foreslåede ordning ikke bliver til noget.

I stedet for ordningen vil Miljøstyrelsen snart offentliggøre en vejledning med retningslinjer for, hvad man skal tænke på, hvis man som virksomhed vil sende et signal til forbrugerne om problematisk kemi.