Per Dollerup Mikkelsen fylder 60

Per Dollerup Mikkelsen, adm. direktør i Nordisk Wavin A/S og bestyrelsesmedlem i Plastindustrien, fylder 60 år den 31. oktober. Han er som virksomhedsleder overbevist om, at forandringsparate og velfungerende teams af mennesker er nøglen til succes.

Del:

Per Dollerup Mikkelsen er vant til at sidde for bordenden.

Ifølge hans egne beregninger har Per Dollerup Mikkelsen været direktør i mere end 20 år – heraf de seneste 5 år for Wavin Danmark og siden august 2015 også for Wavin Sverige.

Den 31. oktober fylder Per Dollerup Mikkelsen 60 år, men det betyder ikke, at han har tænkt sig at skrue ned for arbejdsmængden. Tværtimod. Ifølge Per Dollerup Mikkelsen brænder han nemlig fortsat for at gøre en forskel. Man skal med andre ord lægge mærke til, at han påvirker sine omgivelser til det bedre:

– Jeg brugte de første 10 år af min karriere i en turn-around koncern, hvis forretning var at købe små, skrantende virksomheder, vende tendensen og sælge dem igen. Det gav mig en kæmpebagage af erfaring i turn-around, forandringsledelse og –processer. Herefter anvendte jeg i mange år min erfaring i selvstændige virksomheder, hvor jeg blev hyret ind til at ændre kursen fra skidt til godt. At være med til at sætte sit præg på den slags forandring var en stor tilfredsstillelse for mig, og jeg har altid arbejdet på at ændre en virksomhed til noget bedre.

Per Dollerup Mikkelsen fortsætter:

– Når det så er sagt, så er det også min holdning, at resultater skabes af mennesker. Det er ikke direktører, enkeltpersoner, maskiner, bygninger eller andet, der skaber succes. Den skabes af det rigtige team med den rigtige motivation. Så det har altid været mit udgangspunkt; organisationen og at drive og motivere de rigtige teams.

Ifølge Per Dollerup Mikkelsen er det afgørende, at man som leder er parat til at gå forrest, når organisationer står foran at gennemføre en forandringsproces:

– Når vi taler om forandringer, så er det min overbevisning, at mennesker gerne vil forandringer, men at mange er utrygge ved at tage initiativet til dem. Der er det naturligt nok lederen, der må påtage sig ansvaret. Jeg tror vitterligt på, at forandringer er til det bedre, og jeg tror, at de fleste er glade for dem, når man kommer på den anden side. Men der skal nogen gange være én til at tage initiativet og eventuelt skraldet for det.

Per Dollerup Mikkelsen understreger i samme ombæring, at man ikke være bange for at prøve noget nyt eller for at fejle:

– Faren ved forandringer er jo også at lave forkerte forandringer – det sikreste er, ikke at lave noget om, for så har man ikke lavet fejl. Men man skal ikke være bange for at lave fejl. Hvis man vil forandringer, så skal man være parat til at sige: Den her var ikke god, vi prøver igen.

Per Dollerup Mikkelsen står i dag i spidsen for både Wavin Danmark og Wavin Sverige.
Per Dollerup Mikkelsen står i dag i spidsen for både Wavin Danmark og Wavin Sverige.

Wavin skal forblive en konkurrencedygtig virksomhed på dansk jord

Da Per Dollerup Mikkelsen for fem år siden startede hos Wavin, så var det ifølge ham selv en skelsættende oplevelse:

– Det var noget helt andet, end hvad jeg tidligere havde arbejdet med. Her kom jeg til en virksomhed, der lå forrest i feltet og som gik godt. Jeg måtte decideret sige til mig selv, at nu måtte jeg for alt i verden ikke lave en turn-around, for så ville det jo få den diametralt modsatte effekt. Det var helt andre briller, jeg skulle have på – for man skal ikke forandre bare for at forandre. Det skal give mening. I Wavin skulle jeg først lande og finde ud af, hvordan forretningen kørte. Så måtte vi tage den derfra.

Og selvom Wavin både var og er en velfungerende virksomhed, så fandt Per Dollerup Mikkelsen det alligevel nødvendigt at iværksætte en forandringsproces for at fastholde markedspositionen: –

– Vi skulle være meget mere salgs- og marketingorienterede i en meget produktorienteret branche, og det har vi brugt nogle år på at vende. De sidste tre år har vi samtidig været igennem en kæmpe transformationsproces i produktionens setup, hvor vi ændrer hele vores produktion til at blive mere effektiv og fremadrettet.

Per Dollerup Mikkelsen siger afslutningsvis:

Det er alt sammen forandringer, der skal bevare Wavin som en konkurrencedygtig virksomhed på dansk jord.

Per Dollerup Mikkelsen, Adm. direktør i Nordisk Wavin A/S

I august 2015 fik Per Dollerup tillige ansvaret for Wavin Sverige, som lige nu også er igennem direktørens forandringsmaskine. Fra at være et af de Wavin selskaber, der resultatmæssigt lå langt nede i rækkerne, er Sverige i dag blandt de bedst præsterende datterselskaber i Wavin koncernen.

Privat bor Per Dollerup i Strib ved Middelfart. Han er gift med Helle og sammen har de sønnen Søren.

Fødselsdagen markeres med en reception mandag den 31. oktober 2016 for kunder, leverandører, samarbejdspartnere og venner af huset fra kl. 13-16 på Wavinvej 1, 8450 Hammel.