DTU Vindenergi vinder innovationspris på kompositmesse

Ikke-kategoriseret

Kompositmessen JEC Europe 2014 er netop blevet afholdt i Paris. I den forbindelse blev der uddelt en række Innovations Awards – bl.a. i kategorien 'Sustainability'. I denne kategori tilfaldt hæderen DTU Vindenergi (DK), DSM Composites Resins (SWI), 3B Fibreglass (BEL) og Siemens Wind Power (DK), som har samarbejdet om at udvikle en ny generation af materialer til vindmøllevinger.

Del:

Over 30.000 mennesker lagde i sidste uge vejen forbi kompositmessen JEC Europe 2014 i Paris, og derfor var messen et af de helt store udstillingsvinduer i branchen, hvilket bl.a. DTU Vindenergi, DSM Composite Resins, 3B Fibreglass og Siemens Wind Power profiterede af. De fire aktører fik nemlig i fællesskab tildelt en af de ærefulde Innovations Awards i kategorien 'Sustainability' på den internationale messe.

Samarbejdet har udviklet en ny generation af kompositmaterialer til vindmøllevinger, der bl.a. er kendetegnet ved lav vægt, høj stivhed og en væsentlig grad af modstandsdygtighed overfor udmattelsesbrud samt lavere produktionsomkostninger.

Den nye kompositløsning er bl.a. baseret på DSM's Beyone™ 201-A-01 – en polymer der både er fri for styren og kobolt samt 40% biobaseret. Denne polymer kræver kun ganske lidt efterhærdning, hvilket er med til at nedbringe produktionstiden. Derudover bidrager 3B Fibreglass med deres 'SE3030 glass rovings' med sizing tilpasset resinen.

Mens materialevirksomhederne har leveret polymeren og glasfibrene, har DTU Vindenergi og Siemens Wind Power leveret know-how og forskningsbaseret rådgivning.

Læs mere under annoncen…###REKLAME###

DTU Vindenergi jubler over pris

Povl Brøndsted, forskningsspecialist ved DTU Vindenergi var med i Paris for at modtage prisen, og han fortæller, at den internationale hæder er utrolig vigtig for DTU Vindenergi:

– Det er med stor stolthed, at DTU Vindenergi sammen med de andre aktører modtager denne pris. Prisen understreger, at vi er førende i verden på det her område, og det betyder meget, at vi får international anerkendelse for vores arbejde.

Povl Brøndsted glæder sig endvidere over selve samarbejdets output:

– Det nye system giver fred i sindet til energiudbydere, fordi det modstandsdygtige materiale giver top-præsterende møllevinger, som tillader vindturbinerne at levere bæredygtig energi dag efter dag, forklarer Povl Brøndsted, forskningsspecialist ved DTU Vindenergi.

Hos Siemens Wind Power er Karsten Schibsbye, Manager Next Generation Blade Project hos Siemens Wind Power, også godt tilfreds med det konkrete output af projektet: 

– Resultatet af samarbejdet gør det muligt for os at foretage en væsentlig reduktion i de omkostninger, der er forbundet med produktion af vindmøllevinger. Og det er en direkte konsekvens af samarbejdet mellem forskere, vindmølleproducenter og materialevirksomheder.