Solbrille-begejstring på Skills: 1000-vis af gæster besøgte plast- og værktøjsbranchens fælles stand

Der var ikke et stille øjeblik på messen, som tiltræk tusindvis af gæster i løbet af de tre dage. Foto: Peter Jarvad

Plast- og værktøjsbranchens fælles stand på uddannelsesmessen DM i Skills 2024 tiltrak strømme af besøgende med live demonstration af solbrilleproduktion, som blev messens mest populære giveaway.

Del:

Artiklen er også bragt i Magasinet Plastforum – nr. 30 – 26. april 2024.

Skrevet af Christine Hoeg Hanson, kommunikationsrådgiver i Plastindustrien

Plast- og værktøjsbranchen var repræsenteret på en fælles stand under DM i Skills 2024 i Roskilde. Hovedattraktionen på standen var en livedemo af plastproduktion med en moderne sprøjtestøbemaskine. Her kunne skoleelever i 8-9. klasse og deres forældre selv prøve at designe og fremstille deres egne solbriller og få med hjem med en hilsen fra plastbranchen.

Formålet var at vise plast- og værktøjsmagerfaget frem for de mange tusind unge, der besøgte Danmarks største erhvervsuddannelsesmesse i løbet af de tre forårsdage. I disse dage skal de fleste nemlig vælge ungdomsuddannelse.

Kæmpe trækplaster

Maskinproducenten Arburg havde stillet en sprøjtestøbemaskine til rådighed, så skoleeleverne kunne opleve, hvordan moderne produktion forgår i praksis. Idé-Pro havde udviklet og fremstillet forme og sponsoreret masterbatch-farver, så man selv kunne sammensætte farver og skabe sin egen, unikke solbrille.

DM i Skills 2024 fandt sted fra den 18. til den 20. april på Dyrskuepladsen i Roskilde. Foto: Peter Jarvad

– Jeg har snakket med et hav af unge, som var meget nysgerrige på at opleve sprøjtestøbning tæt på – og ikke mindst deltage i processen med solbrillefremstilling. De var især begejstrede for selv at få mulighed for at blande og designe brillens farver. Det var meget meningsfuldt og sjovt at være en del af, fortæller René Bay, som er servicechef i Arburg og var med på standen for at hjælpe de unge ved maskinen og dele viden om plastproduktion.

 

At det skulle være en solbrille, der blev fremstillet, var ikke tilfældigt, fortæller Rasmus Grusgaard, seniorkonsulent i Plastindustrien:

– Vi ville lave noget, som de unge gæster både syntes var fedt, og som de samtidig kunne tage med hjem og få gavn af. Vi blev løbet over ende af en masse begejstrede unge mennesker, som var henrykte over at få en flot plastgave med hjem.

På standen havde Plastindustrien opstillet en væg og stillet en billedprinter til rådighed, så Plastindustrien kunne fotografere gæsterne i deres nyerhvervede solbriller. Det var vældig populært at få taget et billede til standens ”hall of fame” fotovæg. Foto: Peter Jarvad

På standen havde Plastindustrien opstillet en væg og stillet en billedprinter til rådighed, så Plastindustrien kunne fotografere gæsterne i deres nyerhvervede solbriller. Det var vældig populært at få taget et billede til standens ”hall of fame” fotovæg.

Fra idé til form

Henrik Møller, som er produktionsleder i Idé-Pro’s værktøjsafdeling, fik præsenteret solbrille-idéen på et tidligt stadie i projektet. Han tøvede ikke med at tage opgaven ind, fortæller han:

– Vi synes, at idéen med en live demonstration af sprøjtestøbning gav en rigtig god mulighed for at vise både værktøjsmager- og plastmagerfaget frem. Det er vigtigt, at vi har dygtige håndværkere og fagfolk i plastbranchen, og vi skal også gerne have mange flere i fremtiden. Derfor giver det mening at ramme de unge, som besøger DM i Skills, og det ville vi meget gerne bidrage til.

Foruden at have udviklet og fremstillet værktøjet, lagde Idé-Pro mange timer i projektet og donerede selve formen til formålet. Det var også Kaj-Ove Christensen fra Idé-Pro, som kom frem løsningen med en brille lavet 100 % i plast, der kunne samles uden at bruge metal i hængslet.

Sammen med brillen fik gæsterne et sleeve med teksten ’See you future in plastic’ og et lille visitkort med et link til www.plast.dk/solbriller. På siden kan de blandt andet se en film over produktionsprocessen og få en mere udførlig beskrivelse af de trin, som er med – fra design til endelig solbrille. Foto: Peter Jarvad

Således kan brillen også nemt skilles ad til genanvendelse, hvilket giver en oplagt mulighed for at snakke om, hvorfor design til adskillelse og genanvendelse er vigtigt.

Den fælles stand blev til i et vellykket samarbejde mellem flere parter forankret i Industrien Uddannelser samt en række medlemmer, som havde sendt deres lærlinge afsted for at hjælpe med at vise plast- og værktøjsmagerfaget frem.

– Der har været enorm opbakning fra de faglige organisationer (Dansk Industri, 3F og Plastindustrien) til at få lavet en fed stand og give de unge skoleelever en sjov og anderledes oplevelse af plast og produktion. Det har også været et lærerigt bevis på, at når en aktivitet som denne taler til de unge, så er det nemt at få deres opmærksomhed, fortæller Jo Dietrich, seniorkonsulent for uddannelse i Plastindustrien.