Husk producentansvaret: Nu skal din virksomhed registrere emballage

Udvidet producentansvar for emballage træder i kraft i Danmark den 1. juli 2025. Allerede fra den 1. april 2024 skal virksomheder registrere sig og indrapportere forventede emballagemængder.

Del:

Den 1. juli 2025 træder et udvidet producentansvar for emballage i kraft i Danmark. Fra den 1. april 2024 gælder der en registreringsforpligtigelse.

Producentansvaret betyder, at alle virksomheder, der sætter emballerede produkter på markedet i Danmark, pålægges ansvaret for finansieringen samt organiseringen af indsamling, sortering og genanvendelse af emballage, der ender som affald. Det gælder for al emballage, der distribueres og efterfølgende bliver til affald inden for landets grænser.

Registreringsforpligtigelse

Det er lovpligtigt for omfattede virksomheder at registrere sig hos Dansk Producentansvar (DPA) fra 1. april 2024 indtil 31. august 2024. I denne periode skal din virksomhed oplyse CVR-nummer, kontaktoplysninger og oplysning om eventuel deltagelse i en kollektivordning.

Registreringsforpligtigelsen indebærer, at virksomheder skal angive de forventede mængder af emballage, de planlægger at bringe på markedet i 2024, opdelt efter typer og målgrupper (erhverv eller private husholdninger).

Manglende registrering inden for tidsrammen kan medføre sanktioner.

Hvad er omfattet?

Som udgangspunkt er al emballage omfattet. Alle produkter af en hvilken som helst art og materiale, som anvendes til pakning, beskyttelse, håndtering, levering fra producenten til brugeren eller forbrugeren samt præsentation af varer.

Ansvaret indebærer både den primære (salgsemballagen), sekundære (multipak-emballagen) og den tertiære emballage (transportemballagen), når et produkt sættes på markedet.

Hvem er omfattet?

Alle virksomheder, der sætter emballerede produkter på markedet, bliver ansvarlige for at finansiere og organisere indsamling, sortering og behandling af deres emballageaffald i 2025.

Hovedreglen er, at producentansvaret tilfalder den virksomhed, der først sætter emballager eller emballerede produkter på markedet.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt man som virksomhed er omfattet eller ej, bliver det afgjort af Dansk Producentansvar (DPA) som registreringsmyndigheden.

Få mere information her