Plastprisen 2024 – hér er årets jury

Juryen til Plastprisen 2024 består af: Anders Egede Daugaard, lektor, DTU Kemiteknik, Ditte Lysgaard Vind, forfatter og innovationschef i Bloxhub og Jens-Thor Hansen, adm. direktør, ENGEL DANMARK

En ny jury skal udpege de nominerede til Plastprisen 2024. Læs om de tre nye jurymedlemmer her.

Del:

Plastprisen 2024 uddeles på Plastdagen d. 30. maj i Industriens Hus.

For tre år siden inviterede Plastindustrien som noget nyt en ekstern jury til at udvælge de nominerede. I år er juryen sammensat, så den både afspejler forskningen, designverdenen og branchen selv.

Kriterierne for Plastprisen er de samme som tidligere år – men juryen er ny.

I år består juryen af:

  • Ditte Lysgaard Vind, forfatter, ekspert i cirkulær økonomi og design, formand for Designrådet og innovationschef i Bloxhub
  • Anders Egede Daugaard, lektor, DTU Kemiteknik
  • Jens-Thor Hansen, adm. direktør, ENGEL DANMARK

Ingen af de tre nye jurymedlemmer har tidligere været med til at udpege nominerede til Plastprisen, men fælles for dem alle tre er, at de har et godt kendskab til plastbranchen og plastens muligheder.

Ditte Lysgaard Vind
Ditte Lysgaard Vind er en indflydelsesrig figur inden for cirkulær økonomi og design med særligt fokus på det byggede miljø. Hendes primære fokusområde er at fremtidssikre virksomheder og bygninger ved at fremskynde overgangen til cirkularitet gennem design, innovation og strategiske partnerskaber på tværs af brancher og industrier. Hun er forfatter til bøgerne Danish Design Heritage & Global Sustainability (2023) og A Changemakers Guide to the Future (2018). Ditte er desuden formand for bestyrelsen i Designrådet og har bestyrelsesposter i UNLEASH, Danish Design Center og Green Building Council Denmark.

Anders Egede Daugaard
Anders Egede Daugaard er en af Danmarks førende forskere inden for plastområdet. Han har modtaget priser for sin forskning inden for biobaserede plastmaterialer og genanvendelse af plast og fremhæves for sit engagement i vidensbaseret formidling og undervisning. Anders Egede Daugaard underviser desuden på Plastindustriens plastkurser for folkeskolelærere.

Jens-Thor Hansen
Jens-Thor Hansen er uddannet plastingeniør og har mere end 36 år erfaring fra plastbranchen. Han har tidligere været direktør for Knudsen Plast A/S og formand for Maskin- og værktøjssektionen i Plastindustrien. Siden 2013 har Jens-Thor Hansen været direktør for ENGEL DANMARK.

Jury favner bredt

Adm. direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup siger:

– De seneste tre år har vi inviteret eksterne personer med kendskab til vores branche med i juryen til Plastprisen. Den tradition holder vi fast i. Samtidig har det været vigtigt for os at sammensætte en jury, der afspejler både branchen og det omkringliggende samfund. I år består juryen derfor af kræfter, der repræsenterer både forskningen, designverdenen og vores egen medlemskreds, og jeg er utrolig glad for at lige netop Ditte, Anders og Jens-Thor har takket ja til opgaven med at udvælge de nominerede til Plastprisen 2024.

Indstillingsskema
Du kan indstille din kandidat ved at udfylde et indstillingsskema og sende det til pd@plast.dk senest den 29. marts 2024.

Skriv ‘Indstilling til Plastprisen 2024’ i emnefeltet. Husk at sende et relevant billede sammen med skemaet. Læs mere om Plastprisen her.

DOWNLOAD: Indstillingsskema til Plastprisen 2024