Innovationsfonden investerer 12 mio. kroner i PUR-projekt

Polyuretan, der blandt andet findes i skummadrasser, er fremstillet ved at blande to stoffer produceret ud fra råolie, isocyanat og polyol. Foto: Teknologisk Institut

PURfection er et projektsamarbejde mellem industrien og forskningsverdenen, der skal undersøge mulighederne for genanvendelse af polyuretan. Nu har projektet modtaget 12 mio. kroner fra Innovationsfonden.

Del:

Et konsortium ledet af Teknologisk Institut og med deltagelse af blandt andre Danfoam, Tinby og Aarhus Universitet skal videreudvikle og afprøve dansk-udviklet teknologi til genanvendelse af polyuretan.

Polyuretans holdbarhed og høje ydeevne gør det til en meget udbredt plasttype, der anvendes i mange forskellige produkter, men efter brug ender 95% med at blive brændt af eller deponeret.

Innovationsfonden har netop investeret 12 mio. kroner i projektet. Det fremgår af en pressemeddelelse.

I projektet, der går under navnen PURfection, skal parterne konkret arbejde videre med en teknologi, der tidligere er udviklet og patenteret af Aarhus Universitet og Teknologisk Institut. Her lykkedes det at erstatte ny, virgin polyol med genanvendt polyol fra en skummadras. Polyoler er sammen med isocyanat de to hovedkomponenter i polyuretan – også kaldet PUR.

Ifølge Teknologisk Institut udgør plasttypen 8 pct. af den samlede plastproduktion på verdensplan, men er meget vanskelig at genanvende.

Ikke ukompliceret

Foruden Teknologisk Institut har projektet også deltagelse af H.J. Hansen Recycling, Eldan Recycling, Plixxent, FLSmidth samt Københavns Kommune og den globale kemivirksomhed Dow.

– Ambitionen med ’Purfection’ er at skabe cirkularitet for PUR-affald, så det kan omdannes til ny polyuretan af samme høje kvalitet som den oprindelige. Det er dog ikke helt ukompliceret, for det svarer groft sagt til at tage melet ud af en kage, der allerede er bagt, så man kan bruge det til nyt bagværk, siger projektleder Signe Grønborg fra Teknologisk Institut.

PURfection-projektet skal videreudvikle og opskalere konceptet i teknologien i alle værdikæde-led til en fuld cirkulær løsning for PUR – lige fra produktionen af PUR, indsamling og bearbejdning af PUR-affaldsstrømme til processen med at genskabe grund-kemikalier fra udtjent PUR.

Projektkonsortiet skal favne alle led i værdikæden for en cirkulær løsning. Derfor involverer det også repræsentanter for industrien, herunder Dan-Foam, der producerer madrasser og puder af PUR-skum.

– Polyuretan er den væsentligste bestanddel i vores madrasser og puder. Derfor spiller genanvendeligheden af netop dét materiale en kritisk rolle for vores grønne omstilling. Ved at deltage i PURfection får vi adgang til innovation og viden i hele PUR-værdikæden. Vi tror på, at det vil bane vej for en mere direkte og skalerbar løsning, hvor vi kan genanvende polyuretanets byggesten til nye kvalitetsprodukter, siger Tom Mikkelsen, Global Sr. Category Leader, Chemicals, hos Dan-Foam.

Innovationsfonden investerer 12 mio. kroner i projektet, der har et samlet budget på 20 mio. kr. og løber over tre år.