Plastindustrien ruster sig til en bølge af nye regler

Thomas Drustrup
Del:

Indlægget er også bragt i Magasinet Plastforum – nr. 28 – 17. november 2023.

Af: Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien

Vores branche befinder sig i en tid, hvor mængden af ny lovgivning og nye krav om indberetning og registrering hele tiden vokser. Som en moderne industri lever vi allerede i dag op til en lang række regler og standarder, og vi er vant til at skulle tilpasse os nye tider og løbende justere vores forretninger til den gældende lovgivning. Under den seneste energikrise viste den danske plastbranche, at vi også kan tilpasse os forhold, der er uden for vores egen og vores lovgiveres kontrol. Som brancheorganisation fulgte vi krisen tæt og lagde en stor indsats i at støtte medlemsvirksomhederne og koordinere tæt med DI.

Nu står vi igen overfor en udfordring–som måske ikke ligefrem er ny, men til gengæld er i en skala, som stiller store krav til os alle.

I den kommende tid vil vores branche blive mødt af en lang række nye reguleringer og krav til registrering og dataindsamling. Der bliver tale om både national lovgivning og internationale aftaler, som på hver sin måde vil få betydning for vores branche. Mængden af ny lovgivning er blevet beskrevet som en tsunami af regler, og som brancheorganisation er det vores opgave at støtte vores medlemmer med den bedste rådgivning og interessevaretagelse.

Cirkulære løsninger skal belønnes

Vi har længe vidst, at der ville komme et udvidet producentansvar på emballage. Og selvom de nye regler indtil videre er blevet udskudt med et halvt år, og først træder i kraft i juli 2025, så fortsætter arbejdet med at forberede branchen på at skulle leve op til de nye krav. Der bliver tale om, at virksomheder skal indberette, hvor meget emballage de sender på markedet, og nye kollektivordninger for håndtering af affald bliver en væsentlig del af den nye ordning. I Plastindustrien presser vi på, for at de nye afgifter, der følger med ordningen, kommer til at afspejle, hvor omstillingsparate mange af vores medlemmer er. Vi mener, det skal belønnes, hvis man tænker i cirkulære løsninger til gavn for den grønne omstilling.

Danske plastvirksomheder har også udsigt til skærperede krav om registrering og håndtering af deres råvarer. De nye regler, som ventes at træde i kraft i løbet af 2026, vil forpligte virksomhederne til at indberette deres indsats for at minimere spild af plastgranulat. Mange virksomheder har allerede tilmeldt sig det frivillige program Operation Clean Sweep, men i fremtiden vil det blive obligatorisk for alle plastvirksomheder at indberette oplysninger om deres håndtering af plastgranulat. Derfor kan jeg kun opfordre til, at man som virksomhed allerede nu tilslutter sig programmet, så man er forberedt, når de nye krav træder i kraft.

ESG-krav får betydning

Allerede nu står danske virksomheder over for betydelige ændringer i deres rapporteringspraksis, når de nye krav om bæredygtighed træder i kraft fra 2024. De såkaldte ESG-rapporteringskrav skal hjælpe den bæredygtige omstilling på vej inden for områder som miljø, sociale forhold og ledelse. Reglerne betyder, at virksomheder skal kunne dokumentere deres bæredygtighed inden for disse områder, og det stiller krav til virksomhedernes registrering. Det får ikke kun betydning for de virksomheder, der er underlagt rapporteringskravene, men også for eksempelvis deres leverandører, der skal tilvejebringe data og dokumentation.

Mængden af ny regulering er et udtryk for et stadigt stigende fokus hos politikerne på emner som miljø, klima og ressourceforbrug. Det er en opmærksomhed, som jeg mener, vi bør sætte pris på.

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien

Det er kun et udpluk af de mange nye regler, danske plastvirksomheder går i møde. For slet ikke at tale om den øgede efterspørgsel på CO2-beregninger, mange virksomheder i dag møder fra deres kunder.

Mængden af ny regulering er et udtryk for et stadigt stigende fokus hos politikerne på emner som miljø, klima og ressourceforbrug. Det er en opmærksomhed, som jeg mener, vi bør sætte pris på. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil føre til en øget administrativ byrde hos virksomhederne. Men jeg tror samtidig på, at fokus på data og dokumentation vil kunne give vores branche en unik mulighed for at vise fordelene ved plasten – når den bliver brugt rigtigt.

Den danske regering har også bebudet, at den agter at komme med en ny plasthandlingsplan. Indtil videre har miljøministeren ikke fremlagt konkrete planer, men som brancheorganisation er det naturligvis noget, vi følger tæt.

Kontakt os

I Plastindustrien er vi netop gået i gang med det strategiarbejde, der skal munde ud i foreningens strategi for de kommende to år. En vigtig del af dette arbejde handler om, hvordan vi som brancheorganisation bedst varetager medlemmernes interesser, blandt andet når ny lovgivning rammer branchen. Jeg vil derfor opfordre Plastindustriens medlemmer til at kontakte os, hvis I har input til arbejdet.

Det er vigtigt, at Plastindustriens medlemmer ved, at vi konstant arbejder på at påvirke udviklingen af den nye lovgivning og sikre de bedst mulige rammer for vores medlemmer. Vi holder løbende møder med både ministerier, NGO’er og internationale organisationer for hele tiden at dele vores viden om området og gøre vores synspunkter gældende. Det er naturligvis noget, vi vil fortsætte med at gøre.

Som medlemmer af Plastindustrien skal I vide, at vi altid står klar til at hjælpe med at forstå og navigere i de mange nye regler. Det er afgørende, at vi har en tæt dialog med medlemmerne, så vi også hører, hvis I har bekymringer eller gode erfaringer, som vi skal bringe videre.

Det er ikke første gang, vi som branche bliver stillet over for nye krav. I årtier har vi tilpasset os nye tider og ikke alene udviklet vores virksomheder, men også produkter for at kunne løse de udfordringer, vi som samfund står overfor. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at vi kan gøre det igen og komme styrket ud af processen.