Gennembrud for genanvendelse af vindmøllevinger

Gennembruddet er en vigtig milepæl for genanvendelsen af glasfibre fra vindmøllevinger, siger Irene Bach Velling Villadsen, projektleder hos Makeen Energy.

Målet om at kunne genanvende glasfibre fra brugte vindmøllevinger til produktion af nye vindmøller er kommet et stort skridt nærmere. Nye resultater fra innovationsprojektet DecomBlades viser, at det er muligt at omsmelte glasfibre fra vindmøllevinger til højkvalitetsfibre, der på sigt vil kunne bruges i nye vinger.

Del:

I 20 år har virksomheder og forskere forsøgt at genanvende vinger fra vindmøller, der har udtjent deres levetid.  Nu ser det ud til at målet er nået hos innovationsprojektet DecomBlades. Her er man lykkedes med at processere og omsmelte glasfibre fra vindmøllevinder til højkvalitetsfibre, der kan kvalificeres til brug i nye vindmøller.

Anvendelsen af de genvundne glasfibre er et stort gennembrud på vejen mod en cirkulær vindindustri.

Det siger Irene Bach Velling Villadsen, projektleder hos Makeen Energy til Energycluster.dk. Makeen Energy er virksomheden bag udviklingen af den pyrolyseteknologi, der benyttes i processen.

– I første forsøg er det lykkedes os at genvinde og processere glasfibre, der er egnede til at indgå i råmateriale-blandingen på samme vis som jomfrueligt materiale i den ekstremt følsomme proces, det er at producere glasfiber. Vi har nået denne vigtige milepæl, og det er ikke i laboratorieskala; vi taler om en proces på industrielt niveau med udsigt til kommercialisering. Det er helt vildt spændende, at vi er nået til dette punkt, siger Irene Bach Velling Villadsen.

Sidste led i forsyningskæden på plads

DecomBlades-projektet er støttet af Innovationsfonden. Partnerkredsen har også haft et tæt samarbejde med underleverandører og særligt glasfiberproducenten 3B-Fibreglass.

– 3B-Fibreglass har fra starten været åbensindede og løsningsorienterede. Holdet fra 3B har troet på, at vi kunne få processen til at lykkes, og det har været altafgørende at have en partner, som er lige så stålsat som os på, at dette skulle kunne lade sig gøre. Dermed har vi sidste led i forsyningskæden på plads – fra gamle vindmøllevinger til rensede fibre og endelig til produktion af nyt vingemateriale. Det sker på en måde, der giver så høj en kvalitet af de genvundne glasfibre, at de kan bruges til nye fibre, der passer til nutidens højere standarder, siger Irene Bach Velling Villadsen.

I samarbejde med DTU Vind og Energisystemer vil 3B og DTU hver især nu undersøge og bekræfte egenskaberne af de nye glasfibre med omsmeltet indhold. Samtidig vil projektkonsortiet regne på de miljømæssige aftryk og omkostningerne ved at erstatte råmaterialer og deres udvindingsproces med glasfibre fra gamle vindmøllevinger samt de afledte forretningsmuligheder, der opstår på baggrund af projektet.

Samarbejde betaler sig

Ifølge John Korsgaard, Senior Director i LM Wind Power og formand for DecomBlades-konsortiet, er resultaterne fra anvendelsen af pyrolyseprocessen på de gamle vinger endnu et eksempel på, at innovative samarbejder betaler sig.

”I vindindustrien leder vi hele tiden efter nye metoder til at udvikle mere bæredygtige materiale-flows og cirkulær produktion af vores produkter. Det nye gennembrud i projektet fremhæver potentialet ved at genanvende glasfibre fra dekommissionerede vinger i produktionen af nye fibre. De seneste resultater markerer et væsentligt skridt på vejen mod at lukke det cirkulære kredsløb, der skal omforme udtjente vinger til de råmaterialer, der skal bruges i produktionen af nye, vedvarende lange glasfibre til fremstilling af vindmøllevinger,” siger John Korsgaard.

Læs mere om innovationsprojektet på www.decomblades.dk.