Bred opbakning til ny designguide: ”Nu skal den ud og virke!”

En ny designguide for genbrug og genanvendelse af plastemballager er landet på hylderne, efter Plastindustriens Netværk for cirkulær plastemballage har arbejdet tæt og intensivt på at få guidens indhold og anbefalinger ajourført.

Del:

Artiklen er også bragt i Magasinet Plast – nr. 27 – 29. september 2023.

Plastemballage skal designes, så den kan genbruges eller genanvendes, og så den ikke indeholder overflødigt materiale. Derfor har Plastindustrien udgivet en ny guide, som giver et indblik i de overvejelser og beslutninger, der har direkte indflydelse på plastemballagens mulighed for at indgå i et cirkulært kredsløb.

– I bund og grund handler det om at passe på de ressourcer, vi har, og samtidig at gøre det nemmere for alle at træffe de grønneste valg på plastemballageområdet, fortæller Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.

Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien, har været tovholder på samarbejdet om design-guiden.

Christina Busk har været tovholder på tilblivelsen af designguiden i regi af Plastindustriens Netværk for cirkulær plastemballage. Arbejdsgruppen har styret ud fra et fælles mål om at påvirke design af emballage i en cirkulær retning, understreger hun.

Derfor er designguiden blevet til gennem et tæt samarbejde mellem repræsentanter fra alle led i emballagens værdikæde. Fra producent,  brandownerog påfylder til sortering og genanvender af emballagen. Videninstitutioner og andre organisationer har også haft plads ved bordet.

– Jeg er stolt af, at vi i arbejdsgruppen har landet et produkt, som fremlægger nogle ensrettede anbefalinger for design af cirkulær plastemballage. I og med at alle fagligheder og perspektiver er med, har guiden optimale forudsætninger for at blive anvendt i praksis, komme ud og virke og gøre en forskel på emballageområdet. Det er stærkt, fortæller miljøpolitisk chef Christina Busk

Den store interesse kan bemærkes alene på LinkedIn, hvor opslag om designguiden har trukket flere end 400 likes, 20 delinger, 50.000 visninger og adskillige kommentarer fra forskellige kanter.

Et design- og beslutningsredskab

Som noget nyt er den opdaterede guide støttet af Miljøministeriets sektorsamarbejde med detailbranchen. Desuden bakker flere af Danmarks største detailkæder – COOP, Rema 1000 og Salling Group – op om designguidens anbefalinger og vision om, at den plastemballage, som står på hylderne i supermarkederne, fra begyndelsen skal designes til genbrug og genanvendelse.

Thomas Roland, Vareansvarlighed- & Kvalitetschef, siger:

– Vi skal bruge mindre plast i emballager. Og når vi bruger plast, skal vi gøre det klogere. Derfor er vi i Coop glade for Plastindustriens designguide, som opfordrer virksomheder til at tage hurtigere skridt mod konsekvent brug af plastemballager, der kan recirkuleres. I Coop arbejder vi i samme retning, og vi bringer derfor guidens anbefalinger videre i værdikæden til vores leverandører. Vi skal ensrette sammensætningen af emballagematerialer, og plast skal bruges dér, hvor det kan reducere madspildet og passe bedst muligt på produkterne.

Guiden kan ikke kun bruges i designleddet. Den kan også anvendes som vidensgrundlag og en rettesnor på myndighedsniveau. Eksempelvis har Københavns Kommune deltaget i arbejdsgruppen, og specialkonsulent Malene Møhl fortæller, at guiden bliver et vigtigt værktøj:

– I Københavns Kommune arbejder vi for at nedsætte affaldsmængden ved at fremme genbrug samt skabe værdi og kvalitet i genanvendelsen. Det gør vi i høj grad i samarbejde med aktører gennem hele værdikæden, og vi glæder os over at være inviteret til at bidrage med vores erfaringer i Plastindustrien designguide. Vi bruger for eksempel selv guiden som retningslinje i vores offentlige indkøb, hvor vi stiller krav til emballagerne for fødevarer.

Designguiden kan findes på www.plast.dk, hvor du kan downloade den online version eller bestille den fysiske udgave.

Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra:

  • Arla
  • Faerch
  • Aage Vestergaard Larsen
  • DTU
  • Københavns Kommune
  • Schulstad
  • Plus Pack
  • Berry Superfos
  • Polyprint
  • Orkla Danmark
  • IDA
  • Sky-Light
  • VKH – Vask- Kosmetik- og Husholdningsindustrien
  • VANA
  • Nopa Nordic
  • UPM Raflatac

Designguiden støttes desuden af: Miljøministeriet, COOP, Rema 1000 og Salling Group.