I en ny podcastserie sætter Miljøstyrelsen fokus på plast. Seniorkonsulent, Rasmus Grusgaard, fra Plastindustrien medvirker i første afsnit.
”Plastik er fantastisk. Det troede vi i hvert fald engang…” Sådan indleder Miljøstyrelsen sin nye podcastserie om plast. Serien hedder Plastikalderen og over 3 afsnit undersøger den ”fortiden, nutiden og fremtiden for plast”. For der er også udfordringer med plast, slår podcasten fast.
”Fra plastik bliver opfundet, går der ikke mange år, før det indtager forbrugernes hjem som en verdensomspændende succes. Det gør livet lettere, smartere og mere farverigt. Ja kort sagt, så forandrer det menneskets måde at leve på,” hedder det i beskrivelsen af podcastserien.
Plastens udvikling
Første afsnit i serien handler om udviklingen af plast og hvordan dette materiale har opnået den udbredelse, vi kender i dag.
Seniorkonsulent, Rasmus Grusgaard, medvirker i podcastens første afsnit:
”Plast har gjort vores liv lettere på mange områder. Det er jo derfor, det er så populært og er blevet så udbredt. Men i dag er vi helt klart blevet endnu mere bevidste om vores måde at bruge plast på – og i virkeligheden også om vi bruger for meget af den de forkerte steder. Derfor er det også spændende, at Miljøstyrelsen sætter fokus på emnet i den her podcast,” siger han.
Du kan læse mere om podcasten Plastalderen på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Første afsnit kan du høre hér.