En ekstern jury har nu udpeget fem nominerede til årets Plastpris:
CETEC, Guido Tosello, RC Plast, Dantoy og Aarhus Kommune. Nu skal Plastindustriens medlemmer stemme om vinderen.
Plastindustrien har siden 1987 uddelt Plastprisen som en hyldest af de ekstraordinære og anerkendelsesværdige præstationer i den danske plastbranche.
Også i år har Plastindustrien modtaget mange forskellige indstillinger fra hele branchen. Der er blevet indstillet både større og mindre virksomheder, uddannelsesrepræsentanter og eksterne initiativer.
Juryen har valgt de nominerede
Plastprisens jury har nu gennemgået samtlige indstillinger og på den baggrund udpeget i alt fem nominerede, der kæmper om Plastprisen 2023.
Juryen består i år af Sine Beuse Fauerby, politisk chefkonsulent i IDA, Linea Søgaard-Lidell, medlem af Folketinget for Venstre og Peter Trillingsgaard, direktør i DI Produktion.
Adm. direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup, glæder sig over, at der igen i år er et bredt og kvalificeret felt, der kan vinde prisen:
– Det er altid fascinerende at læse de mange indstillinger til Plastprisen, for de fortæller om nogle af de mange innovative tiltag, der findes rundt om i vores branche. I år har vi et særligt stærk felt, hvor alle fem nominerede i mine øjne er kvalificerede til at vinde Plastprisen. Så jeg ser med spænding frem til Plastdagen, hvor den endelige vinder offentliggøres.
Medlemmerne stemmer om vinderen
Frem mod Plastdagen d. 25. maj er det op til Plastindustriens medlemmer at stemme om vinderen. Hver medlemsvirksomhed har én stemme. Jurymedlemmerne afgiver også deres stemme på de nominerede. I tilfælde af stemmelighed er det juryen der træffer den endelige afgørelse.
Plastindustrien har sendt en afstemningsformular ud til alle medlemsvirksomhedernes primære kontakter.
De nominerede er:
CETEC
CETEC (Circular Economy for Thermosets Epoxy Composites) er et projektsamarbejde mellem Aarhus Universitet, Olin, Vestas og Teknologisk Institut. CETEC har udviklet en metode til genanvendelse af vindmøllevinger. I metoden adskilles eksisterede vindmøllevinger og epoxy-resinen udvindes fra kompositmaterialet. Efterfølgende kan resinen dekonstrueres og de kemiske ”byggeklodser” kan genudvindes og anvendes til produktion af ny epoxy i produktionen af nye vindmøllevinger. Forventningen er at teknologien også kan bruges til at skabe øget cirkularitet i en lang række andre forbrugerprodukter. Projektet er delvist økonomisk støttet af Innovationsfonden.
Læs hele indstillingen af CETEC hér.
Guido Tosello
Guido Tosello er lektor og studieleder på Institut for Byggeri og Mekanisk Teknologi på DTU. Guido Tosello har i mange år arbejdet tæt sammen med Plastindustrien for at udvikle relevante uddannelsesforløb om plast for ingeniørstuderende på DTU. I sin tid på DTU har Guido Tosello undervist mere end 2500 studerende i sprøjtestøbning og plastbearbejdning, vejledt 74 specialestuderende og 24 PhD-studerende. Senest har han oprettet faget’ Digital Manufacturing’, hvor han underviser 50-60 studerende i et forløb om sprøjtestøbning og dataanalyse. Han arbejder for tiden på at udvikle et Master-forløb om plastmaterialer og produktionsteknik.
Læs hele indstillingen af Guido Tosello hér.
RC Plast
RC Plast er en danskejet virksomhed, som i mere end 40 år har arbejdet med genanvendelse af plastspild – primært fra industrien. Virksomheden modtager plastspild fra danske og europæiske industrivirksomheder, som den via en mekanisk proces laver om til nye plastgranulater. For nyligt har RC Plast i samarbejde med Force Technology udviklet et værktøj, der kan beregne hvor meget CO2 kunderne sparer ved at købe genanvendt plast fra RC Plast, i stedet for at købe ny plast fra traditionelle leverandører.
Læs hele indstillingen af RC Plast hér.
Dantoy
Dantoy er en af nordens største producenter af plastlegetøj og har udviklet og produceret legetøj i plast i mere end 50 år. Dantoy sælger i dag til mere end 50 lande og var de første i verden, der fik Svanemærket i legetøjsbranchen. Dantoys salg af ikke fossile varer udgør i dag 46% af deres forretning, og målet er at have 0% fossile materialer i 2030. Virksomheden har de senere år desuden introduceret flere produktlinjer med fokus på genanvendelse, blandt andet Blue Marine Toys, lavet af materialer fra den maritime industri samt Green Bean, der er legetøj fremstillet af restplast fra Dantoys egen produktion.
Læs hele indstillingen af Dantoy hér.
Aarhus Kommunes plaststrategi
Aarhus Kommune har lavet en vejledning i brug og indkøb af plast. Vejledningen henvender sig til alle aktører, der efterspørger produkter indeholdende plast, uanset om det er en privat eller offentlig ordregiver ligesom både producenter og leverandører ligeledes finde nyttig viden i den. Vejledningen giver gode råd til hvordan produkter bedst sammensættes for at de efter brug nemt kan skilles ad, så de kan indgå i et cirkulært loop og blive til nye ressourcer.