Thomas Drustrup 50 år

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, fylder 50 år i dag. Her ses han til Plastdagen i 2019.

Plastindustriens adm. direktør, Thomas Drustrup, fylder i dag 50 år. Under hans ledelse er antallet af medlemmer i Plastindustrien steget støt.

Del:

Da Thomas Drustrup første gang trådte ind ad døren til Plastindustrien på Rådhuspladsen var bygningen ikke ny for ham. Han kom nemlig fra en stilling som direktør i Danmarks Farve- og Limindustri, der ligesom Plastindustrien har adresse i Industriens Hus. Det var d. 15. april 2014. Siden den dag er medlemstallet vokset år for år. I 2014 havde foreningen 175 medlemmer og i dag, 9 år senere, tæller Plastindustrien 280 medlemmer. Den seneste medlemsundersøgelse viste desuden, at 9 ud af 10 medlemmer vil anbefale et medlemskab af brancheforeningen til andre.

– Medlemstilgangen og tilfredsheden blandt medlemmerne tager jeg som et udtryk for, at vi som forening lykkes med dét, der er en af vores vigtigste opgaver. Nemlig at skabe værdi og relevans for vores medlemmer. Og det er jeg naturligvis utrolig stolt af, siger Thomas Drustrup, der i dag fylder 50 år.

Ved sin ansættelse i Plastindustrien blev Thomas Drustrup spurgt, hvor længe han så sig selv i jobbet. Hans svar:

– Så længe det er spændende, giver udfordringer og jeg mener, jeg kan gøre en positiv forskel. Og her 9 år efter står dét udsagn stadig ved magt.

Nordjyde og soldat
Thomas Drustrup er født og opvokset i Vendsyssel. Efter sin studentereksamen var han først værnepligtig og sergent ved Prinsens Livregiment i Viborg, hvorefter han læste til civilingeniør i miljøteknik med speciale i organisation og ledelse på Aalborg Universitet. I 2003 kom han til Dansk Industri og 2008 til Danmarks Farve- og Limindustri.

Til dagligt bor han i Vodskov, lidt udenfor Aalborg sammen med sin hustru Lone og deres to døtre, Emilie på 15 og Lærke på 13 år.

Og selvom han har langt til kontoret, er han efter 9 år i stillingen stadig glad for at møde ind på arbejdet i Plastindustriens sekretariat.

– Jeg omgiver mig med nogle af de dygtigste, mest ambitiøse, skønne, sjove kolleger, jeg nogensinde har haft. For ikke at tale om en bestyrelse og et formandskab, der giver kompetent sparring, men også plads til at vi kan gøre tingene på nye måder. For det er enormt vigtig, at vi hele tiden fornyer os og følger med virksomhedernes udvikling. Desuden sætter jeg stor pris på at have et bredt netværk af dygtige samarbejdspartnere, der er med til at gøre dagligdagen lettere.

Thomas Drustrup foran jubilæumsplakaten i forbindelse med Plastrindustriens 75 års jubilæum i 2022.

Nyt syn på plast
I den periode, hvor Thomas Drustrup har stået i spidsen for Plastindustrien, har omverdenens syn på plast ændret sig i en mere nuanceret og positiv retning. Noget af det tilskriver Thomas Drustrup foreningens målrettede arbejde samt medlemmernes vilje og evne til konstant at innovere og udvikle branchen.

– Det har været en vanvittig spændende periode at være i Plastindustrien, og vi er nået virkelig langt, både som forening, men også som industri. Sammen med mine dygtige kollegaer i sekretariatet, en ambitiøs og modig bestyrelse samt forandringsparate medlemmer, har jeg arbejdet for at skabe en åben, dialogsøgende og proaktiv forening, der har fået en helt ny synlighed og position.

Race for Oceans Thorsminde - Thomas Drustrup
Thomas Drustrup ved Race for Oceans Stafetten i Thorsminde 2021. Foto: Mads Tolstrup, Race For Oceans

Fremtiden
Den grønne omstilling har de seneste år bidraget til at gøre plast endnu mere relevant mange steder i samfundet. Fremtiden byder derfor på store muligheder for en branche, som ikke traditionelt er blevet forbundet med klimavenlige løsninger, men som dagligt leverer produkter, et moderne samfund ikke kan undvære.

– På trods af et ofte negativt fokus på plast, er der ingen vej uden om, at det er et helt essentielt materiale i flere sammenhænge. Blandt andet i sundhedsvæsenet, på fødevareområdet og i relation til grøn energi. Realistisk set vil klimaudfordringen slet ikke kunne løses uden plast og den innovation, der sker indenfor branchen, hvor blandt andet livscyklusanalyser og CO2-beregninger kan vise sig at rumme store vækstmuligheder for vores medlemmer i fremtiden, siger Thomas Drustrup.

 

 

På grund af overenskomstforhandlingerne i Industriens Hus er den planlagte fødselsdagsreception for Thomas Drustrup udskudt. Plastindustrien melder en dato ud på et senere tidspunkt.