Ny kommunikationschef i Plastindustrien

Plastindustrien henter ny kommunikationschef i Danmarks Radio. Martin Skajaa Wøldike kommer fra en stilling som planlægningsredaktør i DR Nyheder og har tidligere været presserådgiver i Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet.

Del:

Plastindustriens nye kommunikationschef Martin Skajaa Wøldike har mere end 16 års erfaring som journalist og redaktør på blandt andet DR og TV 2. I en periode var han USA-korrespondent for Radio24Syv og USA-redaktør for magasinet RÆSON.

Han har desuden stor erfaring fra det politiske landskab, da han har været presserådgiver i både Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet. 

Thomas Drustrup, administrerende direktør i Plastindustrien, ser meget frem til samarbejdet med Martin Skajaa Wøldike.

– I en tid hvor plast fylder mere og mere i den offentlige debat, er det afgørende, at vi hele tiden har fingeren på pulsen og byder ind med branchens perspektiv. Med de erfaringer, Martin Skajaa Wøldike tager med fra sin baggrund i nyhedsbranchen, er det vores ambition at gøre Plastindustrien endnu mere synlig i debatten, siger han.

Selvom plastområdet er nyt terræn for Martin Skajaa Wøldike, ser han store muligheder for at styrke foreningens kommunikation.

– Plastindustrien rummer så mange fascinerende og dybt inspirerende historier. Det er i høj grad en progressiv og meget nytænkende branche og jeg glæder mig derfor til at komme ud og møde medlemsvirksomhederne og være med til at fortælle nogle af de mange gode historier om plast. Vi skal udbrede kendskabet til Plastindustrien og plastens gode egenskaber endnu mere. Både ved at øge synligheden i medierne og ved at bringe mere realisme ind i debatten, siger Martin Skajaa Wøldike.

Privat er Martin Skajaa Wøldike gift med Julie og sammen har de børnene Ingrid og Holger. Han fortæller desuden, at han er glad for både løb, cykling og kaffe.

Martin Skajaa Wøldike er tiltrådt i den nye stilling ved årsskiftet.