Letbek: Opkøb skal bane vejen for øget grøn omstilling

Thomas Mørch, nuværende CEO i Zirq Solutions (tv.) og Michael Bayer Thomsen, nuværende CEO i Letbek. Foto: Zirq Solutions/ Letbek

Der er store nyheder fra Letbek i Tistrup. Den danske plastproducent er blevet opkøbt at Zirq Solutions, som vil accelerere den danske plastsucces med grøn omstilling i fokus. CEO Michael Bayer Thomsen vil fra 1. januar 2023 fortsætte som direktør i Zirq Solutions.

Del:

Den danske plastproducent Letbek er blevet opkøbt af Zirq Solutions, en af Skandinaviens største leverandører af genanvendelses- og miljøtjenester. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse den 9. december 2022.

Michael Bayer Thomsen, som i dag er CEO i Letbek, vil fra 1. januar 2023 fortsætte som direktør i Zirq Solutions, hvor han også bliver en større minoritets aktionær.

– Købet kommer til at styrke Letbek’s position inden for cirkulær plastproduktion i Danmark. Som én samlet virksomhed får vi direkte adgang til hele værdikæden inden for genanvendt plast og dermed mulighed for at bidrage yderligere til cirkularitet og grøn omstilling af den danske plastbranche. Samtidig giver købet en grobund for at accelerere vores forretning og bidrage til grøn vækst på tværs af europæiske grænser, fortæller CEO Michael Bayer Thomsen.

Thomas Mørch, nuværende CEO i Zirq Solutions, vil fortsat sidde i koncernledelsen, når den samlede virksomhed skal eksekvere på strategi og vækstmål.

Store grønne ambitioner

Zirq Solutions og Letbek har en samlet strategi om at minimere brug og smid væk-kulturen og øge incitamentet til at genanvende mere plast. Samtidig har de to virksomheder planer om europæisk ekspansion, forklarer administrerende direktør i Zirq Solutions, Thomas Mørch.

– Vi indsamler og sorterer plast fra den stærke danske sektor af lægemiddelvirksomheder og sikrer plastråvarer i høj kvalitet. Men vi har manglet mulighederne for at sikre, at plasten bliver brugt i produkter af tilsvarende høj kvalitet. Det kan Letbek, forklarer han.

CEO Michael Beyer Thomsen understreger, at købet af Letbek giver store, nye muligheder:

– Vi kan sikre, at vi får de rette råvarer fra den danske lægemiddelsektor, forarbejde og genanvende materialet i Danmark, levere det som indhold til innovative cirkulærer løsninger – og levere til det europæiske marked. Sammen får vi en styrket viden og besidder afgørende kompetencer til som de første at tilbyder kunderne hele værdikæden i en cirkulær økonomi.

Med opkøbet af Letbek styrkes den samlede forretning dermed fra indsamling, over genanvendelse og til færdigt produkt.

Zirq Solutions, der er ejet af Norsk Gjenvinning, blev etableret i november 2021 for at bidrage til den grønne omstilling med fokus på løsninger til genanvendelse af medicinsk affald. Det kan opkøbet af Letbek være med til at accelerere, mener CEO Michael Bayer Thomsen:

– Med opkøbet har Letbek fået bagland til at håndtere de relevante produkter, udviklingspotentialer og råvarer, og ikke mindst den finansielle styrke, der skal til. Vi har ventet på den rette værdikæde, den rette samarbejdspartner. Det har vi fundet i Zirq Solutions.