Plastindustrien bakker op om det internationale arbejde med aftalen, hvis mål er at omfatte alle FN’s medlemslande. Det kan rykke hele verden på en fornuftig måde, som kan gavne både miljø og klima, siger miljøpolitisk chef i Plastindustrien Christina Busk.
Danmark har i denne uge sammen med de øvrige lande i FN taget et vigtigt skridt i retning af en verden uden plastforurening.
Det skete i Kenyas hovedstad, Nairobi, på FN’s miljøtopmøde UNEA. Her tog miljøminister Lea Wermelin sammen med sine ministerkolleger hul på arbejdet, der skal blive til en bindende global aftale for plastikforurening.
Plastindustrien bakker op om det internationale arbejde med aftalen, hvis mål er at omfatte alle FN’s medlemslande.
– Det er vigtigt, at vi får en global aftale på området. Den kan bl.a. hjælpe nogle af de lande, der har svært med at håndtere plasten ikke mindst i forhold til manglende incitamenter og infrastruktur til genbrug, indsamling og genanvendelse af plasten. Det kan rykke hele verden på en fornuftig måde, som kan gavne både miljø og klima, siger miljøpolitisk chef i Plastindustrien Christina Busk.
Hvis aftalen falder på plads, bliver første skridt i det internationale arbejde at nedsætte en forhandlingskomité, der skal udforme den globale aftale, som skal have fokus på alle aspekter af plastikproduktionen, oplyser Miljøministeriet.