Mindeord: Christian Gudnitz-Larsen

Christian Gudnitz-Larsen er for nylig gået bort. Han var i mange år en meget vellidt medarbejder hos Plastcom A/S, og Christian Gudnitz-Larsen har tidligere været formand for Plastindustriens Sprøjtestøbesektion.

Del:

Lars Kaufmann, indehaver af Plastcom og formand for Plastindustriens Råvaresektion, skriver mindeord:

Det er med sorg, at vi må informere om, at vores mangeårige ven og medarbejder Christian Gudnitz-Larsen er gået bort natten til fredag sidste uge.

Christian var i 16 år en god, vellidt og trofast medarbejder her hos Plastcom A/S, og vi er alle i sorg over hans alt for tidlige bortgang.

Vi mindes Christian som den glade, udadvendte og omsorgsfulde person, som altid skabte god stemning og godt humør for alle omkring sig.

Christian efterlader sig 2 voksne børn, Simon og Sofie samt mor, bror og søster – og vores tanker går naturligvis også til dem i denne svære tid.

Udover at være chefsælger for masterbatch hos Plastcom, havde Christian en lang og succesfyldt karriere som produktionschef først hos Co-Inject og sidenhen hos Coloplast.

Christian var i en periode også en meget vellidt formand for Plastindustriens Sprøjtestøbesektion.

Bisættelsen finder sted fredag denne uge i Helsingør, men pga. covid-19 restriktioner så er det kun de allernærmeste som kan deltage – familien håber på forståelse.

Æret være hans minde.