Industriens Fond støtter danske virksomheder med 150 millioner

Industriens Fond afsætter 150 millioner kroner til at hjælpe danske virksomheder med at komme gennem coronakrisen. Indsatsen er målrettet SMV’er inden for fremstillingsindustrien.

Del:

Tusindevis af danske virksomheder, især de små og mellemstore virksomheder (SMV’er), er truet på deres eksistens.

Grundet COVID-19 pandemien er virksomhedernes kunder forsvundet og omsætningen er væk.

Derfor har Industriens Fond besluttet at komme virksomhederne til undsætning gennem en ny indsats, der sigter på at hjælpe virksomhederne til at finde omsætning nu og her, der også har succespotentiale efter krisen.

Industriens Fond har afsat 150 millioner kroner til initiativet, der særligt målrettes SMV’er inden for fremstillingsindustrien.

– Vi vil gerne bidrage til, at virksomhederne kommer godt ud på den anden side. Målet er, at flere virksomheder kan udvikle sig, styrke konkurrenceevnen og være i stand til hurtigt at øge omsætningen efter krisen, siger Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør i Industriens Fond til DI Business.

Læs mere om Industriens Fond og coronainitiativerne her.

Det er essentielt at tænke langsigtet

Lars Sandahl Sørensen, der er adm. direktør i Dansk Industri (DI), er helt enig i, at det er vigtigt at tænke på tiden efter corona.

– I første omgang handler det selvfølgelig om, at virksomhederne skal overleve, men det er også vigtigt, at hver enkelt virksomhed tænker over, hvordan fremtidens forretningsgrundlag ser ud. Er markedet det samme efter krisen, skal forretningen lægges om, er der brug for nye kompetencer, siger DI’s adm. dir. Lars Sandahl Sørensen.

Han tilføjer:

– DI vil sammen med Industriens Fond have fokus på, hvordan vi bidrager til at styrke virksomhedernes konkurrencekraft. Både med de helt akutte problemer – og med at ruste dem til tiden efter coronakrisen. Og derfor vil vi også gerne bidrage til, at hjælpepakken fra Industriens Fond kommer hurtigt ud til virksomhederne.

Strategisk hjælp og rådgivning skal styrke virksomhederne

Indsatsen fra Industriens Fond og DI kommer til at løbe i to spor.

I første omgang handler det for mange af virksomhederne, om at finde nye veje til omsætning. Derfor er der nedsat et team af erfarne konsulenter og rådigvere, der skal hjælpe virksomhederne med dette.

Rådgivningen finansieres af Industriens Fond og handler bl.a. om at undersøge muligheder for produktionsændringer og udvikling af virksomhedernes forretningsmodel.

Sideløbende vil Industriens Fond også åbne op for finansiering af idéer og koncepter, der kan styrkede virksomhederne på den anden side af coronakrisen.

– Når pandemien aftager, står dansk erhvervsliv i en ny virkelighed fyldt med både udfordringer og muligheder. Det skal virksomhederne være parate til at udnytte. Derfor efterspørger vi nu projektforslag, gode idéer og nye aktiviteter som kan styrke virksomhederne på den anden side af pandemien, siger Thomas Hofman-Bang.