LEGO har taget et ekstra skridt for at beskytte deres ansatte mod COVID-19, og anbefaler, at alle medarbejdere, der har mulighed for det, skal arbejde hjemmefra.
Hos LEGO Koncernen har man taget endnu et tiltag, for at hjælpe med at begrænse smitten af COVID-19.
Virksomhedens administrerende direktør, Niels B. Christiansen skriver på sin LinkedIn profil:
– I Danmark har vi anbefalet, at alle medarbejdere, der har mulighed for det, skal arbejde hjemmefra. Derudover har vi aflyst alle internationale forretningsrejser, og vi har vi indført tiltag for at begrænse, hvor meget direkte kontakt vores medarbejdere har med hinanden på arbejdspladsen.
Han skriver desuden, at virksomheden nøje har fulgt situationen:
– Vi har i nogen tid skullet forholde os til situationen, da vi har fabrik og kontorer i Kina, og vi arbejder hårdt for at passe på vores kolleger i hele verden. Min opfordring til alle medarbejdere er nøje at efterleve de retningslinjer, myndighederne udsteder – i Danmark såvel som i resten af verden. Pas på jer selv og hinanden!
Udsatte ansatte er hjemsendt med løn
Hos LEGO Koncernen er udsatte ansatte blevet sendt hjem med løn, fordi de kunne være i risiko for at udvikle svær sygdom, hvis de bliver smittede.
Det er imidlertid ikke kun de udsatte medarbejdere der tages hånd om, men samtlige ansatte i virksomheden. Flere steder er der implementeret tiltag, som skal sikre, at så få som muligt er samlet. Hos LEGO tager man sågar skridtet videre og hjemsender medarbejdere med tæt kontakt til personer i risikozonen:
– Vi har også ansatte, der har kronisk syge børn, som kan være i risikozonen, hvis de får coronavirus. De har også fået lov at blive hjemme for børnenes skyld, fortæller Berit Flindt Pedersen, fællestillidsrepræsentant på LEGO i Billund.
Lignende tiltag ses blandt en række andre virksomheder bl.a. Grundfos og Dupont.