Debat: I Danmark er plastposer et fornuftigt valg

Danmark bør ikke efterfølge de lande i Østafrika, som har lavet et totalforbud mod plastposer. Det slår Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, fast i et svar til konsulent Michael Yhdego, der i en kronik i Jyllands-Posten opfordrede til et dansk forbud efter østafrikansk forbillede.

Del:

Debatindlæg af Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien. Bragt i Jyllands-Posten den 11. september:

I Jyllands-Posten (9/9) foreslår konsulent Michael Yhdego, at Danmark skal følge i fodsporene på lande som Uganda og Rwanda, der har forbudt plastposer af hensyn til miljø og klima.

Jeg er helt enig med Michael Yhdego i, at plast selvfølgelig ikke skal ende i naturen, men det giver ikke meget mening at sammenligne affaldshåndteringen i Østafrika og i Danmark.

Til forskel for Østafrika har vi i Danmark en rigtig veludviklet affaldsstruktur, der i et meget stort omfang sikrer, at plastposer ikke ender i vores natur. Det bliver understreget af en udtalelse fra organisationen Hold Danmark Rent, der i en rapport slår fast, at ’plastposer udgør således en overraskende lille andel af det samlede plastaffald, der er blevet optalt.’

Selvom det måske kan lyde tillokkende bare at forbyde plastposer af hensyn til øget bæredygtighed, så kan vi rent faktisk risikere at os selv en bjørnetjeneste.

Det skyldes, at et videnskabeligt studie fra DTU – i samarbejde med Miljøstyrelsen – sidste år vist, at plastposen på femten forskellige grønne miljø- og klimaparametre samlet set klarer sig bedre end f.eks. poser af bomuld og papir.

Jeg medgiver gerne, at der skal skrappe metoder til at begrænse mængden af plast i naturen i lande, hvor affaldshåndtering er meget lidt udbredt.

Imidlertid vil jeg ikke anbefale, at vi vælger den østafrikanske forbudsløsning i Danmark, hvor vi har godt styr på vores plastposer, der ifølge DTU er et bæredygtigt bæreposevalg.