Plus Pack er med i opløbet om Odense Verdensmålspris

Plus Pack A/S
Søskendeparret Camilla Haustrup Hermansen og Anders Top Haustrup overtog ledelsen i Plus Pack A/S fra faderen, Steen Haustrup. Her fik Anders posten som adm. direktør, mens Camilla blev direktør for forretningsudvikling og marketing samt medlem af bestyrelsen. Foto: Rico Feldfoss.

Emballagevirksomheden Plus Pack A/S er nomineret til Odense Verdensmålspris for virksomhedens bæredygtighedsindsats, som de seneste år er koblet til FN´s mål for bæredygtig udvikling. Borgmester og formand for Odense Bæredygtighedsråd, Peter Rahbæk Juel (S), udnævner vinderen af prisen den 29. august 2019 på Odense Rådhus.

Del:

Plus Pack A/S designer, udvikler, producerer og sælger emballageløsninger til fødevarer. Virksomheden er glad for nomineringen til verdensmålsprisen, fortæller Camilla Haustrup Hermansen, som er medejer og direktør for forretningsudvikling.

– Vi har arbejdet strategisk med bæredygtighed i en årrække, og derfor er jeg oprigtigt glad, når vi får sådan et skulderklap, som denne nominering er. Vi har de seneste år koblet vores bæredygtige indsats til FN’s Verdensmål. Vores hovedfokus er mål 12 om ansvarligt forbrug og produktion, hvor vi arbejder fokuseret med at udvikle bæredygtige emballageløsninger, minimere brug af ressourcer og forhindre madspild, fortæller Camilla Haustrup Hermansen.

Verdensmålene er integreret i Plus Packs strategi

Plus Pack A/S er en af Europas førende virksomheder inden for sit felt og har salg til mere end 54 lande globalt. I 2017 år blev Plus Pack udvalgt til at deltage i Dansk Industris 3-årige projekt Fra Filantropi Til Forretning. Her arbejder 21 danske virksomheder med at integrere verdensmålene i virksomhedernes strategi.

Camilla Haustrup Hermansen vandt Plastprisen 2019 for at sætte sig selv i spidsen for produktion af bæredygtig plastemballage. Hun har helt konkret været med til at formulere Plus Packs ambitiøse vision om, at virksomheden i år 2030 vil levere 100% genanvendelige løsninger uden CO2-emissioner.

– For Plus Pack sætter verdensmålene på mange måder en ny ramme om arbejdet med bæredygtighed i forhold til fremtidens forretningsmuligheder. Innovation og bæredygtighed er strategiske fokusområder for os, og vores udviklingsarbejde sker i tæt samarbejde med kunder, leverandører og slutbrugere. Mindst 10% af omsætningen består af nye produkter, som ikke fandtes for bare 12 måneder siden, udtaler Camilla Haustrup Hermansen.

Fire verdensmålspriser uddeles af borgmester

Odense Bæredygtighedsråd har hvert år siden 2011 uddelt Odense Bæredygtighedspris, som i år har fået det nye navn Odense Verdensmålspris. Som noget nyt uddeles også de tre sidepriser Ungeprisen, Hverdagsaktivisten og Klimaprisen.

Vinderne af de fire priser udnævnes torsdag den 29. august klokken 15-18 på Odense Rådhus af Peter Rahbæk Juel (S), borgmester og formand for Odense Bæredygtighedsråd.

– Som borgmester i en by som prioriterer verdensmålene meget højt, er jeg meget glad for, at virksomheder som Plus Pack A/S har taget verdensmålene til sig. Som kommune har vi selv et ansvar for at medvirke til at løse problemerne, men der er ingen tvivl om, at vi også er afhængig af, at branchen selv byder ind, som vi her ser med Plus Pack A/S, siger Peter Rahbæk Juel (S).

Til arrangementet vil de 12 nominerede præsentere deres initiativer. Det er gratis at deltage og åbent for alle. Læs meget mere om de nominerede og tilmelding af arrangementet her.