Plus Pack leverer flot regnskab efter innovationsindsats

Plus Pack A/S
Søskendeparret Camilla Haustrup Hermansen og Anders Top Haustrup overtog ledelsen i Plus Pack A/S fra faderen, Steen Haustrup. Her fik Anders posten som adm. direktør, mens Camilla blev direktør for forretningsudvikling og marketing samt medlem af bestyrelsen. Foto: Rico Feldfoss.

Den familieejede virksomhed Plus Pack A/S kom ud af 2016 med en solid fremgang på bundlinjen, blandt andet som følge af en øget indsats på innovation og produktudvikling.

Del:

Regnskabsåret 2016 må siges at være godkendt for emballagevirksomheden Plus Pack A/S. Virksomheden med base i Odense forbedrede således både nettoomsætningen og det samlede resultat efter skat.

Samlet set omsatte Plus Pack for 656 mio. kr. i 2016, hvilket er 19 millioner bedre, hvis man sammenligner med året før. Det samlede resultat lød på 24 mio. kr. – ligeledes en stigning fra 2015, hvor overskuddet lød på 18 millioner.

Satsninger rammer plet

Ifølge administrerende direktør, Anders Top Haustrup, er den flotte bundlinje især et udtryk for virksomhedens vellykkede fokus på innovation og produktudvikling.

– Vi er især glade for, at vores indsats indenfor innovation og produktudvikling har resulteret i mange spændende projekter med førende fødevareproducenter i Europa, siger direktøren i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Det viser, at vi er på rette vej, og at kunderne sætter pris på at få løsninger som er tilpasset deres forretning.

Stor efterspørgsel efter miljøvenlig plast

Et af de områder, som Plus Pack har haft særligt fokus på, er den miljøvenlige plast. Her har man udvidet produktporteføljen med flere designs og formater.

Det er noget, som kan mærkes på bundlinjen. Således har virksomheden øget salget af de CO2-venlige produkter med 43% sammenlignet med året før.

Plus Pack blev stiftet i 1914 af N.J. Haustrup og ejes i dag af hans oldebørn Camilla Haustrup Hermansen og Anders Top Haustrup, som dermed driver virksomheden videre på fjerde generation.

Dengang var fokus på lokale arbejdspladser, mens emballagen fortrinsvis blev solgt nationalt. I dag, 103 år senere, går 80% af omsætningen til eksport.