Næsten 2.400 besøgende besøgte Plastteknik Nordic den 17.-18. maj i Malmø. Blandt oplægsholderne på messen var Plastindustriens adm. direktør Thomas Drustrup, der fortalte om brancheforeningens udvikling de seneste par år under overskriften ‘Plastindustrien – Fra farlig skurk til fænomenal samarbejdspartner’.
Det danske islæt på Plastteknik Nordic-messen i Malmø var ikke til at tage fejl af. Rigtig mange danske plastvirksomheder var med som udstillere på messen, og det skortede heller ikke på danske besøgende, som udgjorde den største gruppe af udenlandske deltagere.
Knap 2.400 lagde i alt vejen forbi i løbet af messen, der foregik den 18.-19. maj. Særligt på messens førstedag var der et stort rykind af besøgende, og udstillerne kunne fortælle om mange kvalificerede henvendelser fra både nuværende og potentielle kunder og samarbejdspartnere.
For første gang havde Plastindustrien valgt at lave et officielt samarbejde med Plastteknik Nordic:
– Vi kan se, at Plastteknik Nordic for hver gang bliver en vigtigere og vigtigere messe for de danske plastvirksomheder, så det er kun ganske naturligt, at vi som brancheforening er med som samarbejdspartner. Messen foregik i en utrolig god stemning, hvor der både var fokus på netværk og forretning. Og det var svært at gå mange meter uden at møde velkendte danske ansigter, så Plastteknik Nordic er bestemt kommet ind under huden på danskerne, hvilket kun er en styrke for hele branchen, fortæller Lars Friis Farsøe, der er kommunikationsrådgiver i Plastindustrien.
Fra farlig skurk til fænomenal samarbejdspartner
En del af messens program bestod af en række oplægsholdere, der fra messens to scener gav deres syn på forskellige plastrelaterede emner.
I den forbindelse var adm. direktør i Plastindustrien – Thomas Drustrup – på scenen med et oplæg, der havde titlen ‘Plastindustrien 2017: Fra farlig skurk – til fænomenal samarbejdspartner’.
Oplægget handlede kort fortalt om brancheforeningens udvikling over de seneste par år, der nu har resulteret i en ny fremadrettet strategi, hvor der bliver lagt endnu mere vægt på kommunikation og samarbejde med medlemsvirksomheder og eksterne aktører. Nedenfor kan du se/downloade præsentationen:
Se billeder:
Nedenfor har vi samlet et par billeder fra messen:
Plastteknik Nordic finder sted næste gang den 8.-9. maj i år 2019, hvor messen kan fejre 10-års jubilæum.
Arrangørerne meddeler, at over halvdelen af dette års udstillere allerede har booket en stand til den kommende messe.