Lad os tale ordentligt om kemi

Ikke-kategoriseret

Plastindustriens direktør Thomas Drustrup opfordrer til at fastholde sagligheden i kemidebatten. – Mit ønske er bare, at både forbrugere og politikere handler på basis af videnskab, og at vi kan have en saglig samtale om de udfordringer, der kan være. Det er desværre sjældent tilfældet.

Del:

Nedenstående er bragt som leder i Plast Panorama nr. 2 – 2015:

Vi har som industri vænnet os til, at der bliver stillet spørgsmål til vores produkter og kemien bag. Det synes jeg faktisk, der er noget positivt i. Vi har intet at skjule og vil gerne svare åbent og ærligt. Og spørgsmålene kan være en anledning til, at vi kan fortælle om, hvordan vores produkter gør en positiv forskel.

Så lad os hilse det velkomment, når forbrugerne har en holdning til deres plastprodukter. Det samme gælder vores lovgivere. De må også meget gerne have en holdning og reagere med strammere regler, hvis der er brug for det. Vi har alle en interesse i, at vores produkter er sikre at bruge.

LÆS MERE: Følelser fylder ofte mere end videnskab i debatten om kemi

Mit ønske er bare, at både forbrugere og politikere handler på basis af videnskab, og at vi kan have en saglig samtale om de udfordringer, der kan være. Det er desværre sjældent tilfældet. Tværtimod kører den nødvendige dialog om plast og kemi ofte helt af sporet.

Et aktuelt eksempel er den seneste vurdering af plaststoffet bisphenol A fra EU’s uafhængige fødevareautoritet EFSA. EFSA’s konklusion er klar: Den daglige eksponering for bisphenol A udgør IKKE en risiko for forbrugeren. I deres vurdering har de set på alle de relevante studier, der er lavet af bisphenol A og sammenholdt resultaterne. Det er en helt klar frikendelse på basis af den viden, vi har i dag.

LÆS MERE: EU-eksperter frikender bisphenol A i endelig vurdering – ingen risiko for forbrugeren

Der gik dog ikke længe efter offentliggørelsen, før de første politikere og NGO’er var ude og tage afstand fra EFSA’s arbejde. Margrethe Auken fra SF mente fx, at EFSA’s vurdering var en ”skandale”, der bare viste, at EFSA er ”stikirenddreng for kemikalieindustrien”. “En gang i mellem har man nærmest en fornemmelse af, at industrien lige får udstationeret en medarbejder ovre i EFSA et par år,” sagde hun også. Hun stiller dermed ikke bare spørgsmålstegn ved vurderingen. Hun indikerer faktisk, at et uafhængigt, offentligt finansieret ekspertpanel ikke har rent mel i posen.

Der er ingen vindere, når diskussionen omkring plast og kemi foregår på det niveau. Det kan vi gøre bedre. Lad os tale ordentligt sammen og stoppe den ufrugtbare kemidebat. Vi har brug for en dialog baseret på fakta – ikke på følelser!

Annonce…###REKLAME###