En ny industriportal – der er under udvikling – skal gøre det lettere – især for de mindre virksomheder – at få forskningshjælp til hverdagens materialeudfordringer. Virksomheder bliver opfordret til at komme med konkrete inputs til forskerne.
Det skal være lettere for danske virksomheder at komme i kontakt med relevante forskere, der kan hjælpe dem med at få forståelse for materialers egenskaber og bidrage til udvikling af nye og bedre løsninger.
Derfor vil Københavns Universitet (KU), Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Aarhus Universitet (AU) arbejde sammen om at udvikle en industriportal, hvor virksomheder kan bringe deres konkrete udfordringer til torvs.
– Ideen er, at alle virksomheder skal kunne komme med forslag til, hvad forskerne kan undersøge. Det er særlig fokus på små- og mellemstore virksomheder, der ikke selv har ressourcer og kompetencer til at opsøge og udvikle samarbejde med forskerne. Med portalen vil universiteterne bearbejde de indkomne forslag, finde de relevante forskere og i et samarbejde med virksomheden afklare om der er behov for yderligere arbejde på deres konkrete udfordringer, siger institutdirektør Jane Hvolbæk Nielsen, DTU Fysik.
Læs mere under annoncen…###REKLAME###
Alle er velkomne til at byde ind
Både Københavns Universitet og DTU har i en periode kørt pilotprojekter med industriportaler med samme formål. Men ideen med det nye projekt er at spare virksomhederne for selv at skulle afklare, hvor de bedst får hjælp med konkrete problemer.
– Universiteterne har jo forskellige spidskompetencer. Men vi kan ikke forvente, at virksomhederne selv kan finde rundt i den jungle. Derfor vil vi koordinere internt, og andre universiteter og GTS-institutter, der vil være med, er meget velkomne i samarbejdet, siger Jane Hvolbæk Nielsen.
– Danmark og danske virksomheder skal være parate til at drage så meget nytte af de nye forskningsfaciliteter som overhovedet muligt. Derfor hilser vi universiteternes initiativ meget velkommen og håber, at så mange virksomheder som muligt vil komme med ideer til forskerne, siger underdirektør Charlotte Rønhof, DI.
Hvis du vil vide mere om den fremtidige industriportal og om mulighederne for at få forskningsmæssig assistance kontakt Richard B. Larsen, chefkonsulent i DI: rbl@di.dk / 4064 8929.