60 deltagere til PUR-temadag i Nyborg

Ikke-kategoriseret

På en velbesøgt temadag i Plastindustriens PUR-sektion blev der torsdag den 30. maj sat fokus på polyurethans egenskaber som isoleringsmateriale. Over 60 deltagere deltog i mødet på Hotel Nyborg Strand med eksperter fra både ind- og udland. Særligt emnerne brandsikkerhed og omkostningseffektivitet stod højt på dagsordenen.

Del:

Af Lars Friis Farsøe.

Plastindustriens PUR-sektion var torsdag den 30. maj vært for en PUR-temadag med både nationale og internationale oplægsholdere, som hver især gav de over 60 deltagere værdifuld viden med hjem om polyurethan med fokus på materialets mange alsidige anvendelsesmuligheder.

– Det er helt enestående, at vi kan samle så mange kvalificerede oplægsholdere og deltagere for at få sat ekstra skub i den udvikling, hvor det bliver mere og mere populært at bruge PUR i byggeriet. PUR er både et brandsikkert og omkostningseffektivt materiale, der kan anvendes til isolering af alt ligefra paracelhuse til sportshaller, fortæller Thomas Brønnum, der er faglig sekretær for Plastindustriens PUR-sektion.

Thomas Brønnum fortsætter:

– De mange deltagere – bl.a. kommunale embedsmænd, lokale brandmyndigheder, bygningsrådgivere og ingeniører – fik en masse brugbar viden med hjem om PUR. Vores vurdering er, at der er et stort potentiale for brug af PUR i Danmark, men der er stadigvæk for mange, som ikke er klar over, hvad polyurethan kan og ikke kan.

Læs mere under annoncen… ###REKLAME###

PUR er et brandsikkert isoleringsmateriale

En af de mange internationale oplægsholdere var Diane Daems fra Huntsman Polyurethanes International i Belgien, der tog fat i debatten om brandsikkerheden i PUR-isolerede bygninger. Det er blevet påstået, at anvendelse af PUR-isolering i lavenergiboliger øger brandfaren, men den påstand blev pure afvist af Diane Daems.

I den forbindelse argumenterede Diane Daems for, at der er udviklet en lang række PUR isoleringsprodukter – f.eks. sandwichpaneler eller isoleringsplader – som er i stand til at overholde de skrappe europæiske og danske bygningsreglementer. Derfor er PUR absolut på niveau med andre former for isolering, når det handler om brandsikkerhed.

Den vurdering bekræftede en række af de øvrige oplægsholdere bl.a. Anders Dragsted fra Dansk Brand- og sikrings Institut. Anders Dragsted, der er brandteknisk rådgiver, fastslog i sit oplæg, at hvis det enkelte PUR isoleringsprodukt overholder de gældende brandkrav, så kan danske bygherrer trygt vælge PUR som isoleringsløsning til både renovering og nybyggeri – også når det gælder lavenergihuse.

International undersøgelse fremhæver PUR-løsninger

Et andet af temadagens højdepunkter var et oplæg af Oliver Loebel (Secretary General) fra PU Europe, der er en europæisk organisation, som repræsenterer PUR-isoleringsindustrien.

I sit oplæg kom Oliver Loebel ind på en ny undersøgelse, der er udformet efter gængse europæiske standarder, hvor PU Europe har undersøgt omkostningerne (både de miljømæssige og økonomiske) ved at anvende PUR-isolering kontra andre materialer. Olive Loebel fremhævede, at PUR ifølge absolut er et konkurrencedygtigt valg, når det gælder om at minimere både de miljømæssige og økonomiske omkostninger ved at anvende isolering i byggeriet. I flere tilfælde viste PUR-isolering sig endda at være den mest konkurrencedygtige materialeløsning.

Et af de PUR-produkter der i undersøgelsen klarer sig rigtig godt i direkte konkurrence med andre isoleringsprodukter er det tidligere nævnte sandwichpanel, som typisk består af en isoleringskerne, der er belagt med to stive metalbelægninger, hvilket som regel er stål eller aluminium.

Afslutningsvis konkluderede Oliver Loebel, at fremtiden tegner lys for PUR-isolering i takt med, at flere og flere bygherrer og offentlige myndigheder får øjnene op for fordelene ved at anvende polyurethan.

På temadagen var der også oplæg ved repræsentanter fra følgende virksomheder: Bayer MaterialScience, Rambøll, LOGSTOR, DC-System Insulation, Tinby, Norisol, Moelv og Kingspan Insulation.

Diane Daems fra Huntsman Polyurethanes International afmonterede myten om, at PUR-isolering i lavenergihuse skulle udgøre en større brandfare.

Ole Jungshoved (tv) – formand for PUR-sektionen – og Thomas Brønnum (th) – faglig sekretær for PUR-sektionen – stod for den kyndige styring af temadagens program.