Danske HBN Teknik har et nyt spændende produkt i støbeskeen: En bæreaksel i komposit, der kan gøre lastbiltrailere markant lettere.
Af Asbjørn Lindsø, Plastindustrien.
På IAA-messen, der er verdens største messe for transportindustrien, vandt HBN Teknik i efteråret en innovations-award for et nyt produkt, der endnu ikke er sat i produktion: En bæreaksel i komposit. Akslen reducerer vægten på et almindelig treakslet lastbiltrailer med 240 kilo i forhold til normale aksler i stål.
– Vi prøver hele tiden at se behovet, før behovet kommer, og det her er den første kommercielle aksel i komposit. Foruden de vægt- og vedligeholdelsesmæssige fordele kan vi også indbygge en generator i akslen, der genbruger bremsemodstandes energi, siger direktør Kim Villadsen.
Læs mere under annoncen… ###REKLAME###
HBN Teknik lægger lige nu sidste hånd på prøveversioner af akslerne, der efterfølgende skal prøvekøres rundt omkring i verden. Lovgivningen kræver nemlig, at akslerne skal have vist deres værd over en million testkilometer i forskellige klimaer og på forskellige underlag.
Akslerne går efter planen i produktion i 2016 og kan være endnu et eventyr for HBN Teknik.