På Plastindustriens Netværksdag den 15. november sætter vi fokus på produktivitet. Du har muligheden for at komme og lære af de bedste og få værktøjer til at styrke produktiviteten i eget hus. Det handler om effektivitet og konkurrencekraft.
Af Claus Henriksen, Plastindustrien
Den danske konkurrenceevne er de senere år blevet forringet. Det har resulteret i en massiv udflytning af danske virksomheder og industriarbejdspladser. Produktion i Danmark er belastet af høje skatter, afgifter og lønninger.
Skal vi bevare konkurrenceevnen over for udenlandske konkurrenter, så stiller det særdeles høje krav til produktiviteten i virksomhederne – og krav om konstante produktivitetsforbedringer.
Danmark halter efter udlandet
Her kniber det øjensynligt. Danske virksomheder bliver nemlig ofte skudt i skoene, at produktiviteten halter efter produktiviteten i de udenlandske virksomheder. Det ser altså tilsyneladende ikke så godt ud.
På Plastindustriens Netværksdag den 15. november er det netop produktivitet, der er på dagsordenen. Kan det virkelig passe, at det står så skidt til, og hvad gør de virksomheder, der gang på gang kan præstere forbedringer i produktiviteten på op til 25 procent. Netværksdagen foregår ligesom sidste år på Hindsgavl Slot ved Middelfart.
Hvordan er vores produktivitet sammenlignet med udenlandske konkurrenter?
En af Danmarks fremmeste økonomer, professor Jan Rose Skaksen, vil bringe os op i helikopteren og give overblik. Han vil bl.a. svare på, hvordan vi måler produktivitet, og hvordan vi kan sammenligne produktivitet lande i mellem. Derudover kommer han ind på, hvordan produktiviteten er i danske og udenlandske virksomheder sammenlignet med hinanden.
Læs resten af nyheden under annoncen…###REKLAME###
Vi ser ned i maskinrummet
Som udgangspunkt er måling af produktivitet ret simpel: Det er output divideret med input. Altså, hvad koster det at få råvarerne gennem produktionen og et færdigt produkt ud i den anden ende? Når der skal skrues på håndtagene i produktionen og processer, og arbejdsgange skal justeres, er det en absolut forudsætning, at vi måler på det rigtige. Uden et rigtigt beslutningsgrundlag har vi ingen muligheder for at træffe de rigtige beslutninger.
På Netværksdagen vil vi derfor belyse basismåling for produktivitet. Hvilke elementer indgår i målingerne, og hvilke målepunkter skal vi anvende? Og hvordan kan man benchmarke mellem egne fabrikker og andre virksomheder?
Forbedringskultur og ledelse
Diverse LEAN-redskaber, automatisering mm. kan ikke gøre det alene. Skal der skabes produktivitetsforbedringer i virksomhederne, skal der være en forbedringskultur, som inddrager alle medarbejdere i virksomheden. Effektiviseringsværktøjerne skal tænkes ind i den daglige drift og være redskaber hos medarbejderne. Så vil det give effekt, ikke blot på den korte bane, men som konstante og vedvarende forbedringer i en dynamisk virksomhed.
På Netværksdagen ser vi på, hvordan ledelsen skaber forbedringskultur i virksomhederne og skaber de store og konstante produktivitetsforbedringer.
Lær af de bedste
Netværksdagen er derudover krydret med gode og inspirerende cases fra virksomheder, der gør det rigtig godt. Opskriften på, hvordan vi styrker produktiviteten i virksomhederne, er på ingen måde raketvidenskab – vi holder det lavpraktisk, og lærer af de bedste.