Professor Nina Cedergreen: Vi skal lovgive om kemi på baggrund af risiko – ikke fare

Nina Cedergreen er uddannet biolog og arbejder med kemikalier – særligt pesticider og økotoksikologiske effekter i miljøet, lavdosis effekter og cocktaileffekter. Nina Cedergreen underviser studerende på Københavns Universitet i risikovurdering og lovgivning af kemikalier i EU.

Vi har stillet hende en række spørgsmål om, hvordan hun forstår forskellene mellem fare og risiko, og hvad begreberne betyder for debatten og lovgivningen om kemi i Danmark.

Hvad er forskellen på fare og risiko – og på risikovurdering og farevurdering?

– Fare og farevurdering handler om et stofs indbyggede evne til at gøre skade. Det er relevant, men udgør kun det ene ben i en vurdering af risikoen, som er det virkelig interessante. Det andet ben handler om eksponeringen. Altså, hvor meget du bliver udsat for af det givne stof.

For at lave en risikovurdering af fx et kemikalie er det nødvendigt at definere, hvad giftigheden eller faren er, og dernæst se på, hvor ofte og hvor meget du bliver udsat for kemikaliet. Det er vurderingen af risikoen, vi gerne skal bruge når vi lovgiver om kemi.

Hvorfor er det risiko og ikke fare, der i din optik bør danne grundlag for lovgivningen om kemi?

– For eksempel kan vi have med et kemikalie at gøre, der på den ene side er meget giftigt, men på den anden side har nogle nytteegenskaber, som vi gerne vil gøre brug af. For det givne kemikalie gælder det så, at sandsynligheden for at blive udsat for det i skadelige doser, er meget lille. Kemikaliet er altså i princippet farligt, men risikoen for at det forvolder skade er meget begrænset, og det behøver derfor ikke være forbudt.

– PAH’er i asfalt er fx meget giftige, men da de ikke er tilgængelige og sidder fast i asfalten, så kan man tillade, at de er til stede i miljøet. Det omvendte kan også være tilfældet.

Et ikke særlig giftigt stof er køkkensalt, men vi bliver bare udsat for det i meget store mængder i vores kost, og det kan give forhøjet blodtryk og andre uønskede virkninger. Ud fra den logik kunne man sagtens rationelt argumentere for, at vi burde sætte grænseværdier for salt.

– Alkymisten Paracelsus’ læresætning fra middelalderen om, at alle ting er gift, men at dosis afgør giftigheden af et stof – den holder stadig!

Der er fra NGO’er, mediers og politikeres side megen fokus på farlighed og mindre på risiko. Er det ikke sandsynligt, at noget bliver forbudt på grund af en farevurdering alene?

– Jo. Vi kan godt risikere, at et følelsesmæssigt og politisk pres bevirker, at stoffer bliver forbudt, selvom de ikke umiddelbart synes at udgøre en risiko. Sådan er virkelighedens verden. Derfor skal vi videnskabsfolk træde ind og påpege, at det er en risikovurdering på et fagligt grundlag, der skal til.

En politisk beslutning skal jo gerne træffes på et rationelt grundlag. Det bliver de bare ikke altid. Nogle gange tager politikere befolkningens følelser med i deres beslutning og lægger mindre vægt på de videnskabelige data. De kalder det forsigtighedsprincippet, men det er efter min opfattelse en forkert brug af forsigtighedsprincippet. Sådan er det politiske spil.

Findes der stoffer, hvor man kan sige, at de er uden risiko?

– Nej, nul-risiko findes ikke.

– Der vil altid være noget, som ikke er undersøgt. For nogle stoffer er der meget lav risiko for, at de er farlige på baggrund af den viden, der eksisterer. Men der kan komme ny information i fremtiden, som gør, at vi eventuelt skal revidere vores opfattelse. Så det er på basis af de undersøgelser, der er lavet, og den viden vi har i dag, at vi vurderer risiko. Og vi har mange års erfaring med vurdering af kemikalier.