Du behøver ikke skylle, før du sorterer

Plast i medierne
Del:

Hvordan er det nu lige, plastemballage med madrester skal sorteres? Gælder der andre regler, når emballagen er af glas? Den slags spørgsmål stiller mange københavnere sig selv hver eneste dag. Svarene er ikke helt, som mange tror. I en undersøgelse fra Københavns Kommune svarer 58 % af ca. 1.500 adspurgte københavnere, at kun emballage, der er skyllet eller næsten rent, vil kunne sorteres som plast. I virkeligheden kan også plastemballage, som ikke er helt rent, sorteres til genanvendelse, da plast bliver skyllet som et led i behandlingen. – Plast, metal og glas, der har indeholdt mad, skal bare tømmes så godt, du kan. Man behøver hverken skylle det eller pille klistermærker af. At de affalds-ressourcer, vi sorterer, skal være helt rene, er en forestilling, vi ofte støder på. Og jeg forstår godt, hvis den misforståelse kan være en barriere for lysten til at sortere mere, siger Merete Kristoffersen, enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Kilde: kk.dk