Invitation: Sommermøde med både tre virksomhedsbesøg og middag i Blokhus

Sektionen for Ekstrudering & Termoformning afholder ’sommermøde’ den 5. oktober. Der er bl.a. er tre spændende virksomhedsbesøg på programmet i det nordjyske, hvor arrangementet foregår.

Del:

Sektionen for Ekstrudering & Termoformning inviterer til en særdeles eksklusiv rundtur i det nordjyske med hele tre spændende virksomhedsbesøg med efterfølgende middag og overnatning på Strandhotellet i Blokhus.

Vi besøger først Rævhede Naturprodukter, der har specialiseret sig i stort set ALT hvad hjertet kan begære indenfor vildt – fra både ind- og udland. Rævhede har kvalitetsudskæringer af fersk vildtkød – f.eks. dådyr, krondyr, vildsvin, lam, bison mv. og stor erfaring i at fremstille div. pålægs- og charcuterivarer som f.eks. dådyrspegepølse m/timian, vildsvinerullepølse mv. Virksomheden har modtaget adskillige priser for specialiteterne – som alle fremstilles med respekt for gode gammeldags håndværksmæssige traditioner. Rævhede Naturprodukter bruger bl.a. emballage fra Tub-Ex til modning af deres kødprodukter.

Dernæst går turen til plast/stål virksomheden ROLLTECH, der er verdens førende indenfor udvikling og produktion af varmkantprofiler til vinduesindustrien. Profilerne ekstruderes i både plast og rustfrit stål (rul-formning), som sikrer en høj rammestabilitet og U-værdier i den absolut laveste ende af skalaen. Med produktion og lager på over 10.000 m², samt yderlige 3.500 m2 under opførelse og næsten 100 medarbejdere er ROLLTECH eneste skandinaviske producent af sin art.

Virksomheden eksporterer til det meste af verden. ROLLTECHs  oprindelige kernekompetence var udvikling og produktion af stålprofiler. Virksomheden har indenfor de sidste år gennemført en omstilling således, at plast nu udgør en langt større del af virksomhedens udvikling og produktion, hvilket der bliver rig lejlighed til at høre mere om under arrangementet

Herfra går turen til Tub-Ex, der ekstruderer plastfilm til fødevareindustrien i forbindelse med kogning, modning og rygning af kød, fisk, ost osv. Virksomhedens unikke løsninger sikrer ekstrem høj fødevarekvalitet samtidig med at forarbejdningstiden reduceres, hvilket reducerer de samlede omkostninger. Tub-Ex  leverer desuden løsninger til medicinalindustrien og forskellige tekniske applikationer i forbindelse med bl.a. steril emballering, prøvetagning osv.

Dagens afsluttes med en eksklusiv middag på Strandhotellet Blokhus (artikelbilledet). Hotellet er tegnet af Jørgen Ussing og bygningen har referencer tilbage til 1920’ernes og 1930’ernes danske badehoteller. På menuen er der salte kammuslinger, stegt jomfruhummer, Vesterhavs pighvar, and, jyske gårdoste og hvid chokolade med havtorn fra klitplantagen – selvfølgelig med tilhørende vine fra både Frankrig, Italien og Spanien.

Der er forhåndsreserveret både enkelt- og dobbeltværelser, og det er endda muligt at booke en ekstra overnatning, hvis man ønsker at gå på opdagelse omkring Blokhus.

Program:

10.20 Afgang i fælles bus fra Aalborg Lufthavn. Mødested Terminal 1

10.45 – 12.00 Besøg hos Rævhede Naturprodukter incl. frokost

12.30 – 14.15 Rundvisning på Rolltech

14.15 – 15.45 Rundvisning på Tub-Ex

16.30 Ankomst og indkvartering på Strandhotellet Blokhus

18.30 Middag

Pris:

Priserne er excl. moms.

Medlemmer af sektionen:

  • Middag incl. vinmenu kr. 595,-
  • Overnatning på enkeltværelse incl. middag og vinmenu kr. 995,-
  • Overnatning med ledsager i dobbeltværelse incl middag og vinmenu kr. 995,-/pers.

Ikke-medlemmer af sektionen:

  • Middag incl. vinmenu kr. 1.045,- pr. person
  • Overnatning på enkeltværelse incl. middag og vinmenu kr. 1.550,-

Praktisk information:

Vi mødes i Aalborg Lufthavn torsdag den 5. oktober kl. 10.20. Dette passer med flyafgangen kl. 9.15 fra København. Herfra er der arrangeret fælles buskørsel og vi arbejder på at arrangere gratis parkering til dem der ankommer til lufthavnen i egen bil.

Fredag den 6. oktober kører bussen fra Strandhotellet i Blokhus således, at vi kan være i lufthavnen til afgangen mod København kl. 10.30. Man står selv for at booke flybilletter.

Sommermøde i Ekstrudering & Termoformning

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Tilmeld dig her

Hvornår

Startdato
5. oktober 2017
Slutdato
6. oktober 2017
Tidspunkt
10.00

Tilmelding

Antal pladser
25

Kontaktpersoner

Jakob Clemen

Tlf.: +45 2689 3022
Mail: jc@plast.dk
Jakob Clemen