Kick off konference for Ocean Plastic Forum

Den 4. december er der kick off konference for det nye partnerskabsinitiativ Ocean Plastic Forum. Formålet er at bidrage til at bortskaffe den plast, der allerede er endt i havet. En lang række danske aktører – heriblandt Plastindustrien – står bag initiativet. Det er gratis at deltage, men antallet af pladser er begrænset.

Del:

Mængden af plast i havet er desværre voksende, og derfor har en lang række danske aktører – herunder Plastindustrien – etableret partnerskabet Ocean Plastic Forum, der har fokus på indsamling og behandling af plast i havet.

Den 4. december fra 9-13 bliver den officielle kick off konference afholdt i Danske Rederiers lokaler i København, og formålet med arrangementet er at skabe handling bag miljøinitiativets vision ved at gøre markeds- og samarbejdsmulighederne synlige og tilgængelige samt åbne op for nye medlemmer.

På konferencen kan deltagerne bl.a. få et indblik i den aktuelle status på mængden af plast i havet, og forskellige virksomheder vil fortælle om, hvordan de i praksis gør en forskel for at forbedre situationen.

Eksempelvis kan du høre om Maersk Supplys erfaringer med opsamling i Stillehavet, og om hvordan Plastix omdanner fiskenet til nye råvarer samt om Aage Vestergaards Larsen A/S’ arbejde med at genanvende plast fra havet. Endvidere vil der også være mulighed for at få mere indsigt i, hvordan der kan skabes vellykkede samarbejder med eksempelvis Indonesien om at få samlet plast op fra landets floder.

Ulla Tørnæs (V), minister for udviklingssamarbejder, vil undervejs også holde et oplæg med fokus på, hvordan man fra politisk side vil understøtte en udvikling, der sikrer, at plast ikke bliver liggende i havet.

Derudover vil der også være et workshopmodul, hvor fokus er på at få illustreret og sammensat forskellige bud på, hvordan leverandørkæde/samarbejde kan se ud i forhold til at komme i gang med indsamlingen af plast i havet.

Øvelsen giver synlighed for hvilke aktører, der er i Ocean Plastic Forum, hvilket skal skabe grobund for samarbejdet fremadrettet og bidrage til at øvrige/nye interessenter kan finde en plads i samarbejdet.

DOWNLOAD:  Program – kick off konference – Ocean Plastic Forum

Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien, fortæller:

– Vi ønsker at forbedre miljøet i verdenshavene og langs kysterne ved at indvinde plasten. Målet er også at anvende den indsamlede plast så højt som muligt i værdikæden til nye produkter, alternativt gennem nye teknologier. Kick off konferencen er et godt første skridt på vejen, og jeg opfordrer til, at interesserede repræsentanter fra plastbranchen deltager for at blive klogere på mulighederne for at medvirke.

Tilmelding skal ske senest den 29. november via dette link, og det er gratis at deltage. Bemærk at der er et begrænset antal pladser.

Hvornår

Startdato
4. december 2018
Slutdato
4. december 2018
Tidspunkt
09.00 - 13.00

Hvor

Sted
Danske Rederier
Adresse
Amaliegade 33
Postnummer
1256
By
København K

Tilmelding

Pris
Deltagelse er gratis, men der er et begrænset antal pladser.
Registreringsfrist
29. november 2018

Kontaktpersoner

Christina Busk

Tlf.: 2949 4564
Mail: cb@plast.dk
Christina Busk

Lars Hall Bæk Farsøe

Tlf.: +45 4233 2811
Mail: lff@plast.dk
Lars Hall Bæk Farsøe