Forlænget tilmeldingsfrist: Sommermøde med besøg hos Fiberline Composites og Dan-Foam

Plastindustriens sektionen for ekstrudering og termoformning er den 29. august værter for et sommermøde, der kombinerer interessante virksomhedsbesøg hos Dan-Foam og Fiberline Composites med gode netværksmuligheder samt lækker mad. Øvrige medlemmer af Plastindustrien er også inviteret til at deltage. Tilmeldingsfristen er forlænget til den 13. august.
Dagen starter ved Hotel Gl. Avernæs på Fyn, hvor alle deltagere bliver samlet op af en bus, der transporterer os rundt til programmets forskellige lokationer (se detaljeret program nedenfor).
Indledningsvis går turen til Dan-Foam, hvis produkter i offentligheden er bedre kendt under navnet Tempur. På fabrikken i Aarup på Vestfyn produceres de trykaflastende Tempur-madrasser og hovedpuder, som i dag bliver solgt over hele verden i et imponerende antal.
Dan-Foam har formået at gøre produktionen af PUR-produkter til en helt enestående dansk eksportsucces med en omsætning og indtjening, der er blandt de allerhøjeste i den danske plastbranche.
Dernæst sætter vi kursen mod Restaurant Fænøsund, som rent visuelt byder på en herlig udsigt over vandet. På den gastronomiske front byder menuen på en dejlig frokostplatte med nogle af stedets danske specialiteter.
Eftermiddagens program består af et virksomhedsbesøg hos Fiberline Composites i Middelfart. Virksomhedens kompositprodukter indgår i dag primært i vindmølleindustrien, i vinduer/døre/facader og i bærende konstruktioner som f.eks. broer, hvor produktets styrke, lethed og holdbarhed skaber intelligente slutløsninger.
Efter dagens sidste faglige programpunkt returnerer vi til Gl. Avernæs, hvor vi slår dørene op for den årlige generalforsamling. Herefter er der rundvisning og en velkomstdrink, hvorefter der serveres en god middag (inkl. vinmenu), hvor der vil være rig mulighed for at vende dagens mange indtryk.
Det er muligt at booke hotelværelser på Gl. Avernæs, og for de overnattende gæster vil der dagen efter være rig lejlighed for at anvende stedets faciliteter som f.eks. kajak, golf i parken, cykeltur, m.v.
Program:
Torsdag den 29. august:
09.45 – Velkommen til sommermødet – mødested er ved Gl. Avernæs (Helnæsvej 9, 5631 Ebberup). Der er mulighed for en kop kaffe og et rundstykke før afgang.
10.15 – Afgang fra Gl. Avernæs via lejet bus
11.00 – Virksomhedsbesøg hos Dan-Foam i Aarup
13.00 – Frokost på Restaurant Fænøsund
14.30 – Virksomhedsbesøg hos Fiberline Composites i Middelfart
17.00 – Årsmøde på Gl. Avernæs (kun for sektionens medlemmer)
18.00 – Rundvisning og efterfølgende middag på Gl. Avernæs
20.30 – Fri leg & netværk i Gl. Avernæs’ naturskønne omgivelser
Pris & tilmelding:
For medlemmer af sektionen:
- Virksomhedsbesøg & frokost (Restaurant Fænøsund) – 500 kr.
- Virksomhedsbesøg, frokost (Restaurant Fænøsund) og middag inkl. vinmenu – 1250 kr.
Det er muligt at booke værelser på Gl. Avernæs, hvis man ønsker at overnatte. Dette sker ved at tage direkte kontakt til Vibeke Midskov (mobil: 3046 6002, e-mail: VIMI@sinatur.dk) – husk at oplyse, at I er tilknyttet sommermødet i sektionen. Dobbeltværelser koster 850,- kr. og enkeltværelser 650 kr.
For andre medlemmer af Plastindustrien:
- Virksomhedsbesøg & frokost (Restaurant Fænøsund) – 500 kr.
- Virksomhedsbesøg, frokost (Restaurant Fænøsund) og middag inkl. vinmenu – 1500 kr.
Medlemmer af Plastindustriens sektion for ekstrudering og termoformning er velkomne til at tilmelde deres bedre halvdel til arrangementet.
Tilmeldingsfristen er den 13. august 2019.
Ups! We kunne ikke finde din formular.