I september besøgte den finske plastindustri Danmark. Blandt andet for at lære mere om den danske plastmageruddannelse. Fra både dansk og finsk side håber man, at besøget er starten på et endnu tættere nordisk samarbejde.
Artiklen er bragt i Magasinet Plast – nr. 31 – 27. september 2024
Den 16.-17. september var bestyrelsen og sekretariatet fra den finske plastindustri på besøg i Danmark. Delegationen besøgte blandt andet LEGO i Billund og Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten. Under besøget på håndværkerskolen mødtes de finske gæster med bestyrelsen for Plastindustrien i Danmark. Her fik delegationen en rundvisning og blev introduceret til den danske plastmageruddannelse og dens opbygning.
Adm. direktør for Plastindustrien i Danmark, Thomas Drustrup, ser besøget som en potentiel start på et endnu tættere samarbejde mellem de nordiske plastindustrier. Han mener, der kan være mange fordele ved at udveksle erfaringer og styrke de nordiske bånd i plastbranchen:
– Besøget viser, at vi som brancheforeninger kan have stor fornøjelse af at besøge hinanden, og det er altid spændende at udveksle erfaringer og lære af hinandens gode ideer. Men der kan også være mange andre fordele ved at få et tættere samarbejde på tværs af den nordiske plastindustri, siger han.
Uddannelsesområdet er ét af de områder, hvor de nordiske brancheforeninger kan arbejde tættere sammen i fremtiden.
– I de nordiske lande har vi forskellig tilgang til uddannelse, og de måder hvorpå vi uddanner lærlinge og vores medarbejdere. Der kunne meget vel være en masse gode erfaringer, vi kan bruge i Danmark. Og hvem ved, måske vi også skulle arbejde på at kunne tiltrække nordiske elever til plastuddannelserne hér på Den Jyske Håndværkerskole. I en tid med lav ledighed og faldende ungdomsårgange, kunne det være interessant at undersøge.
Imponerende Besøg hos LEGO og Den Jyske Håndværkerskole
For den finske delegation var besøget hos LEGO en stor oplevelse. Vesa Kärhä, direktør for den finske brancheforening, var særligt imponeret over virksomheden:
– besøget hos LEGO var sådan set min barndomsdrøm, der gik i opfyldelse, fortæller han med et stort smil.
– Det var imponerende at se, hvordan de får det hele til at løbe rundt og producere så store mængder af kvalitetsmærkevarer.
Den danske plastmageruddannelse får også rosende ord med på vejen, idet Vesa Kärhä kalder den et forbillede for Finland:
– Den danske uddannelse er imponerende. I Finland har vi godt nok flere skoler, end I har hér, men de er mere generelle. I Danmark fokuserer I mere på plast, og det er et klogt træk.
Han understreger, at Finland deler de samme udfordringer som Danmark med at tiltrække nye studerende til plastindustrien, og derfor ser han store muligheder i, at den finske industri kan lære af den danske tilgang.
Vejen mod Nordisk Samarbejde
Både den danske og finske bestyrelse støtter idéen om et tættere nordisk samarbejde, men formen for dette netværk er endnu ikke fastlagt. Vesa Kärhä ser dog en klar fordel i at styrke de nordiske bånd:
– Vi har længe haft denne vision om tættere samarbejde. Jeg har kendt Thomas Drustrup i mange år, men vores to landes brancheforeninger kan komme endnu tættere på hinanden. Vi har brug for at stå stærkere, især i denne tid, hvor vi mister markeder i Finland. Derfor håber jeg, vi kan finde nogle nye løsninger på tværs af de nordiske lande, forklarer Vesa Kärhä.
Vesa Kärhä fremhæver blandt andet, hvordan det danske initiativ med Plastindustriens Plastic Pavillon-projekt i sommeren 2023 har inspireret den finske brancheforening til at lave lignende projekter:
– Projektet med Plastic Pavillon er noget, vi måske en dag kan kopiere eller måske ligefrem låne med til Finland, siger han.
Thomas Drustrup er enig i, at et nordisk netværk vil være en styrke, både i forhold til erfaringer og politisk indflydelse:
– Jeg er i løbende dialog med de andre foreninger, og får også en del henvendelser fra virksomheder i de andre nordiske lande, der gerne vil høre mere om, hvorfor og hvordan vi lykkes så godt med de projekter, vi har i regi af Plastindustrien i Danmark. Jeg er dog sikker på, at vi alle kan lære noget af hinanden, og samtidig kan styrke netværket mellem både organisationer og virksomhederne. Måske kan vi endda få koordineret nogle af vores politiske holdninger og aktiviteter, og dermed styrke vores stemme i europæisk kontekst – det tror jeg, vi alle vil have en interesse i, siger han.