Carmo håber samarbejde med skole giver nye plastmagere

Tobias fra Hornbæk Skole vandt med sit desin til en pc-knap konkurrencen hos Carmo i Nordsjælland.

Carmo inviterede i maj 2022 to folkeskoleklasser ind for at opleve sprøjtestøbningens verden. Det kom der spændende ideer og forhåbentlig kommende plastmagere ud af.

Del:

Hos plastproducenten Carmo advokerer man generelt for, at flere unge skal interessere sig for tekniske fag og inviterer derfor gerne skoleelever og studerende indenfor. I maj havde to 8. klasser fra Hornbæk Skole – der har fokus på tekniske og naturfaglige fag – taget turen til Espergærde for at se plastproduktion i virkelig skala.

– Vi arbejder for, at flere unge skal blive plastmagere, for branchen mangler plastmagere, og det gør vi også. Det er et spændende job, hvor man både arbejder med robotteknologi, 3D-print og selve plaststøbningen, siger Per Brix, produktionschef hos Carmo.

Læs også: Om plastmageruddannelsen

I begyndelsen af maj i år var eleverne fra Hornbæk Skole på besøg for at se, hvordan man sprøjtestøber produkter i plast.

– Eleverne fik den udfordring, at de skulle gå hjem og designe et produkt, der kunne sprøjtestøbes. De sendte deres design ind til os, hvorefter vores udviklingsingeniør valgte en vinder. Opgaven var fri, men eleverne fik nogle retningslinjer, som designet skulle følge for at kunne sprøjtestøbes. Det var en svær opgave, og vi var spændte på at se resultaterne, siger Per Brix.

En 8. klasses idé blev til færdigt produkt

Vinderen, Tobias, havde fulgt udviklingsingeniørens råd og designet en knap, der endte med at blive sprøjtestøbt.

– Vi inviterede Tobias ind, så han kunne se og høre, hvad vi havde gjort for, at hans design kunne sprøjtestøbes. Efter vi havde gennemgået forarbejdet, blev han inkluderet i sprøjtestøbningsprocessen, hvilket betød, at han fik set sit eget design gå fra koncept til virkelighed, fortæller Christian Ahlmann-Egedal, udviklingsingeniør hos Carmo.

Eleverne præsenterede mange gode og kreative ideer, fortæller Christian Ahlmann-Egedal, og Carmo valgte i sidste ende det projekt, der bedst overholdt de retningslinjer for design, som blev præsenteret for klasserne.

– Tobias har designet en knap til et pc-tastatur, og vi var glade for at kunne sprøjtestøbe nogle eksemplarer af knappen sammen med ham.

Plastindustrien: Der skal investeres massivt i erhvervsuddannelse for at nå klimaambition

Det har, understreger Per Brix, naturligvis kostet nogle timers arbejde at forberede samt gennemføre projektet, men i forhold til hvad det giver af viden og inspiration til de unge om erhvervsuddannelserne, så er det en relativt beskeden indsats.

– Vi fik en virkelig fin evaluering af eleverne, der var meget glade for at være på besøg hos os. Det er også noget andet end ren skolegang, her kommer de ud og ser maskiner i fuld gang og får måske øjnene op for nogle muligheder for fremtiden.

Hornbæk Skole kontaktede selv Carmo med henblik på besøget, efter den nordsjællandske virksomhed har haft et samarbejdede med Naturvidenskabernes Hus.

Læs mere her om plastmageruddannelsen