Quantafuel vinder Plastprisen 2022

Årets Plastpris-vinder Quantafuel, CEO Rasmus Hvid Kærsgaard, CEO Lars Rosenløv, Supply Chain Manager, Anne Toft Madsen - flankeret af Plastindustriens adm. direktør, Thomas Drustrup og bestyrelsesformand, Søren Ulstrup.

Vinder af Plastprisen 2022 er Quantafuel for sin teknologi til kemisk genanvendelse af plastaffald.

Del:

Det blev Quantafuel, der løb med Plastprisen 2022. Prisen blev uddelt ved Plastindustriens årsdag, Plastdagen, 19. maj i Industriens Hus.

Quantafuel var nomineret til Plastprisen for sit genanvendelsesanlæg i Skive og særligt for sin pyrolyseteknologi til genanvendelse af plastaffald, der muliggør genanvendelse af blandet plasthusholdningsaffald til pyrolyseolie af virgin grade-kvalitet.

Pyrolyseolien fungerer som erstatning for fossil olie i produktionen af kemikalier i BASF, og produkter med kemisk genanvendt indhold er allerede introduceret til bl.a. bildele til Jaguar-Landrover, fødevareemballage såsom transportkasser til laks i Norge, emballage til pålæg i Tyskland og termokasser til temperaturfølsomme lægemidler såsom vacciner til bekæmpelse af Covid.

– Det er en stor ære at blive anerkendt for det vigtige arbejde, vi udfører. Tak til alle i industrien, der stemte på os, det betyder meget. Det ville aldrig være muligt uden den fantastiske indsats fra alle mine kolleger på Qunatafuel. Jeg er stolt af at være en del af et hold, der er så dedikeret og fokuseret på at gøre en forskel. Det er en kæmpe motivation for alle at se, at vores teknologi kan hjælpe Danmark og andre europæiske lande med deres ambitiøse mål for genanvendelse, siger Quantafuels CEO, Lars Rosenløv.

Foruden den norskejede genanvendelsesvirksomhed var tre øvrige virksomheder og en ngo nomineret til årets plastpris: BPI, Re-Match, LEGO’s Moulding Acamedy og Race for Oceans Foundation.

Quantafuel vandt prisen, efter Plastindustriens medlemmer havde stemt. Hver virksomhed havde – ligesom jurymedlemmerne – én stemme.